Tirsdag blev den 62-årige danske filminstruktør Lars von Trier hædret i Karen Blixens gamle hjem, da han modtog Rungstedlundprisen 2019 i anerkendelse af hans samlede værker.
Under sin takketale forklarede han, at der kommer flere priser i skabet, når man bevæger sig op i alderen. Men især én situation har bragt ham tilbage i spotlyset, vurderer han.
- Pludselig efter at jeg blev enig med Cannes-festivalen om, at jeg kunne deltage igen, så har jeg fået medaljer og priser, og jeg ved ikke hvad alle mulige steder fra, siger Lars von Trier, der sidste år også fik overrakt Sonningprisen, der bliver anset som Danmarks største kulturpris.
Med den fulgte en check på én million kroner.
Lars von Trier var i syv år "persona non grata" ved filmfestivalen i Cannes, som ikke ville lade ham deltage, efter at han i forbindelse med sin film "Melancholia" i 2011 ved et pressemøde på festivalen kom med nogle kontroversielle udtalelser om Adolf Hitler og nazismen.
I 2018 var han dog tilbage i det fine selskab, da den nuværende direktør for festivalen, Thierry Frémaux, benådede ham med en invitation og en visning af den danske instruktørs seneste film "The House That Jack Built".
Cannes-pressemødet og de efterfølgende ramaskrig i 2011 havde dog nået at skræmme ham rigeligt. Han var også ked af, at han havde sat den daværende direktør for festivalen, Gilles Jacob, i en svær situation.
- Jeg var persona non grata, hvilket er et begreb, der blev brugt for cirka 1000 år siden. Det var meget mærkeligt. Det var en prekær situation, som Gilles Jacob blev sat i, fordi han var ligesom min mentor og passede på mig, og samtidig var jeg så dum at gå ind på et emne, som lige præcis i Sydfrankrig er eksplosivt.
- Flere har sagt til mig, at hvis det var sket i Tyskland, så var der ingen, der havde opfattet det. Men fordi det var i Sydfrankrig med hele Vichy-regeringens historie under 2. verdenskrig, så ramte den voldsomt hårdt, siger han om den midlertidige regering i Sydfrankrig, der overtog styringen af de dele af landet, der ikke var besat af Tyskland under krigen.
- Og så har de altså en høj strafferamme. Jeg fik at vide af det danske politi, at maksimumsstraffen var fem år i Marseille. Og jeg mener, fem minutter i Vestre Fængsel ville være nok for mig. Men i Marseille... Så tænkte jeg, at jeg var død.
Han arbejder lige nu på et hemmeligt projekt og føler sig ikke færdig med at lave film. Om det bliver en film, der bringer ham til Cannes igen, det tvivler han mere på.
- Jeg ved ikke, om jeg kommer til Cannes igen.
- Jeg har forskellige muligheder, men det skal i hvert fald være noget lystfyldt, jeg tager mig til, fordi jeg har naturligvis haft nogle psykiske problemer, som har gjort, at jeg synes, det er meget, meget hårdt at indspille film. Det må jeg bare tage mig sammen om og gøre noget ved, siger Lars von Trier.
Hvordan gør man det?
- For det første holder man op med at drikke, hvilket er ret vigtigt, og det forsøger jeg på nu, siger han.
Han understreger, at han er meget stolt af Rungstedlundprisen, som han tirsdag blev overrakt af dronning Margrethe i Karen Blixen Museet i Rungstedlund.
- Jeg har alt mulig respekt for dem, der tager stilling til, hvem der skal prises, og hvem der ikke skal.
- Jeg har det virkelig godt med at have fået prisen. Jeg er ikke den store Blixen-kender, men jeg har læst "Den afrikanske farm", og jeg er stor kender af reservatet herude og naturen, og jeg har tænkt mange tanker oppe ved hendes gravsted ved Ewalds Høj. Jeg er kommet her så meget, så får man en følelse af nærvær, siger han.
Han mener dog stadig, at checkhæfterne, der følger med priserne, måske ville have lunet mere i lommen på en ung filminstruktør.
- Priser bliver ofte uddelt for sent. I mit tilfælde er jeg ikke død, men meget ofte er det de unge, der kæmper for overhovedet at skabe en levevej ud af det, og det er måske dem, der har mere brug for pengene, når det kommer til stykket, siger Lars von Trier.
Rungstedlundprisen blev uddelt første gang i 1991. Den uddeles på en dag så tæt på Karen Blixens fødselsdag, den 17. april, som muligt.
/ritzau/
Af Louis Beck Petersen, Ritzau Fokus