Fusk med prisen og ubehagelige beskeder grænsende til trusler er, hvad en række kunder hos flyttefirmaet Viby Transport har anmeldt, efter deres møde med firmaets ejer, Osman Secmen.
En af dem er boligstylist Mette Helena Rasmussen, der er kendt fra programmerne 'Nybyggerne' og 'Loppe Deluxe'.
Hun skulle have fragtet nogle ting til sin virksomhed, Retrovilla.dk, og selvom hun udførligt havde beskrevet med billeder, hvad der skulle flyttes, fik hun alligevel at vide, at hun skulle betale 500 kroner ekstra for flytningen.
Noget lignende kan to andre kunder, Helle Høll Christiansen og Jacob Eggert Kabel, også berette om.
Følte sig truet
En stigning i pris var dog ikke det værste, som Mette Helena Rasmussen var ude for. På grund af uoverensstemmelser om, hvordan betalingen skulle finde sted – Mette Helena Rasmussen ønskede en faktura, Osman Secmen accepterede kun straksbetaling – og en ubehagelig stemning, skrev Mette Helena Rasmussen en anmeldelse af flyttefirmaet på hjemmesiden Trust Pilot, hvor hun efter eget udsagn sagligt gjorde rede for forløbet.
Det var Osman Secmen angiveligt ikke særlig glad for, og Mette Helena Rasmussen fik derfor tilsendt sms’er, hvori der blandt andet stod ”Fuck dig, fuck din mand, og sut min pik”.
Mette Helena Rasmussen siger til Lokalavisen Aarhus, at Osman Secmen skrev, at han er i København hver dag, og at hun skal passe på. Beskederne gjorde, at hun blev bange og ringede til politiet.
Vis dette opslag på Instagram
Er du også dårlig til at tage imod kritik? 😅 Jeg bedømte et flyttefirma på Trustpilot oven på en overstået @retrovilla flytning i søndags, og det affødte en række sms’er fra flyttefirmaet, som jeg opfattede chikanerende og truende, og jeg kan nu se på Trustpilot, at jeg ikke er den eneste, der har haft negative oplevelser med flyttefirmaet. Men det fik mig også til at tænke over, om det kun er de negative kundeoplevelser, der får os til tasterne? 🤔 Husker du også at skrive en god anmeldelse, når du har været tilfreds? Eller har vi større tendens til at lade vreden herske i os og bruge den som energi, når hele internettet skal kende til vores holdninger?🧐 . Se min story ☺️
Et opslag delt af METTE HELENA - NYBYGGERNE (@mettehelena) den
Politiet forklarede, at hun ikke var den eneste, "der har haft problemer" med den aarhusianske flyttemand, siger dommeren fra TV-programmet 'Nybyggerne'.
Kaldt psykisk syg
En anden kunde ved navn Line, der ikke ønsker sit efternavn i avisen, skrev også en anmeldelse på hjemmesiden Trust Pilot. Hun blev efterfølgende kaldt for psykisk syg, og hun modtog nedladende bemærkninger og trusler om at blive sagsøgt.
- Der blev ringet til mig fem gange fra Osmans nummer og to gange fra et andet. Og der blev lagt en besked, hvor han siger ’Sut min pik’. Derudover sendte han også en mail fra firmaets mail, hvor det eneste, der står, er min adresse. Det var frygteligt, siger Line til Lokalavisen Aarhus.
Accepterer ikke beskyldninger
Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Osman Secmen om hændelserne, og han kan ikke nikke genkendende til anklagerne om trusler.
Han fortæller til avisen, at han ikke får sine penge af kunderne, hvis han ikke får dem til at betale med det samme eller presser dem. Og han husker ikke at have haft kontakt med Line.
Osman Secmen fortæller også, at han arbejder i en speciel branche, og at han tit oplever, at kunderne har mere at skulle have flyttet, end de siger, og at de skal have flyttet tingene til en anden sal, end der er opgivet.
Og så mener han ikke, at han har truet Mette Helena Rasmussen. Han mangler blot danske ord for at kunne udtrykke sig ordentligt.
- Det kan være, jeg mangler nogle danske ord. Jeg siger, at hun skal passe på sig selv og passe på folk, siger Osman Secmen til Lokalavisen Aarhus.
Desuden oplyser han til avisen, at han vil sagsøge Lokalavisen Aarhus, hvis artiklen publiceres, og at han vil lukke sit firma, fordi han er træt af sit job. Virksomheden står dog stadig som aktiv i de offentlige registre.