Der er noget om snakken, der er klamt på Bakken - i hvert fald hvis man kigger nærmere på Fødevastyrelsens kontrolrapport fra deres besøg hos iskiosken Monaco Hallen.
Det endte med en sur smiley og bøder på i alt 15.000 kroner, da Fødevarestyrelsens den 22. maj var på uanmeldt besøg i boden.
Kontrolholdet fandt 12 store melposer, der bar præg af, at der var blevet gnavet i dem, og ved poserne lå der rottelort:
- Der er konstateret flere rotteekskrementer på lager ved melposer. Samtlige melposer har åbne huller, der tyder på angreb fra rotter. Der er synligt åbent hul ved gulv og gulvpanel, skriver Fødevarestyrelsens i deres rapport fra besøget.
De ansatte fra Fødevarestyrelsen fandt ikke spor efter rotte i salgsområdet, men i boden lå der gamle madrester - blandt andet indtørrede dejrester ved en røremaskine.
Til BT forklarer Bakken, at det pågældende lager nu er blevet sikret "efter alle kunstens regler", og dermed er problemet blevet elimineret.
Ekstra Bladet skriver onsdag, at 10 fødevarevirksomheder på bakken fik uanmeldt besøg af Førevarestyrelsen, der endte med at sanktionere fem af stederne for overtrædelser af førevareloven.