Provokunstneren Kristian Von Hornsleth har solgt sin feriebolig i badebyen Rågeleje. Huset, der ligger 300 meter fra vandet, er solgt efter godt et år på markedet, skriver boligmediet Boliga.dk.
Ferieboligen ramte markedet i maj sidste år med et prisskilt på 8,9 millioner kroner. Prisen blev senere skåret ned til 7,5 millioner, men det er først et år efter - i maj 2022 - at en handel gik igennem.
Måske af samme grund har Hornsleth – og de tre andre, som han ejer sommerhuset med – været indstillet på at forhandle:
I hvert fald kan den nye ejer nu overtage nøglerne til det luksuriøse sommerhus for 6,75 millioner kroner og altså med en klækkelig rabat på næsten 800.000 kroner fra den sidste udbudspris.
Kristian Von Hornsleth er kendt for at provokere med sin kunst. Blandt andet fik han i foråret 2019 fløjet fire hjemløse narkomaner fra London til Randers for at udstille dem i glasmontrer.
Billigt i dyrt område
De nye ejere kommer sandsynligvis ikke til at mangle plads. Ferieboligen, der er nyrenoveret, huser nemlig hele 231 kvadratmeter bolig, som blandet andet består af et stort køkken-alrum med loft til kip og intet mindre end 20 sovepladser. Dertil kommer ekstra 100 kvadratmeter på tagetagen.
Køberne er kommet ganske "billigt"” til adressen - kvadratmeterprisen, de har købt for, lyder nemlig på 28.138 kroner i det dyre sommerhusområde, hvor en gennemsnitlig sommerhuskvadratmeter i 2021 ellers blev solgt for næsten 37.627 kroner ifølge salgstal fra Boliga.dk.
Kristian Von Hornsleth ejede feriehuset sammen med tre andre. (Foto: Nybolig Rågeleje)
Se Hornsleths nu tidligere sommerhus her