Hvis man skal tro statistikken, kræver det i gennemsnit 12.500 forsøg for at få en hole-in-one, hvis man er en gennemsnitlig golfspiller.
Den statistik havde Gitte Seeberg tilsyneladende ikke læst, da hun forleden spillede sit livs første rigtige golfrunde. Den tidligere folketingspolitiker er netop begyndt at spille golf, og sammen med en guide fra klubben begav hun sig ud på sin allerførste runde på hjemmebanen i Søllerød. Og på fjerde hul, et par 3-hul på 116 meter, skete miraklet.
Gitte Seeberg tog sin kølle frem, og nogle sekunder efter lå bolden i hullet.
- Jeg var selv lidt forundret over det. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg troede faktisk det var løgn. Men den var god nok. Da vi kom ned til hullet, lå den der, fortæller hun til Golf.dk.
Mange golfspillere går rundt et helt liv uden at lave hole-in-one, og det hører til sjældenhederne, at en nybegynder præsterer drømmeslaget på sit bare fjerde hul.
Man skulle derfor tro, at ingen havde gjort Gitte Seeberg opmærksom på, hvor svært det i virkeligheden er. Men det vidste hun faktisk godt.
Gitte Seeberg har siden 2017 været administrerende direktør for AutoBranchen Danmark, der varetager interesserne for 1200 bilforhandlere, værksteder og autolakerere. Og her bliver der også spillet golf.
– I forbindelse med mit arbejde holder vi nogle turneringer i samarbejde med Santander, hvor vores medlemmer er ude at spille. Jeg har været med ude til turneringerne i fire år, og der har altid været en check til den, der fik en hole-in-one, og indtil videre har der aldrig været nogen. Så jeg har godt været klar over, at det ikke er noget, man bare lige går ud og gør, siger hun.
På Facebook gjorde Gitte Seeberg selv opmærksom på sin bedrift med teksten:
- Det har ikke ligefrem ligget i kortene, at jeg skulle omtales i forbindelse med en sportslig begivenhed. Men det blev jeg. Lavede Hole-in-One i søndags på min føltur.
- Nej, jeg har aldrig været særlig god til sport, så man skal ikke udelukke, at der også var lidt held involveret, siger hun til Golf.dk.
- Men jeg kan faktisk godt stå på ski, og jeg tror faktisk, at jeg kan lære at spille golf. Og jeg synes det er sjovt - og det er det jo vigtigste, siger den 60-årige Gitte Seeberg, der har siddet i Folketinget og Europaparlamentet som medlem af det Konservative Folkeparti.
I 2007 var hun var medstifter af Ny Alliance, som hun repræsenterede indtil 2008. Samme år sagde hun farvel til politik for at blive generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling, hvor hun sad til 2016.