Hvis man er rigtig bange for noget eller nogle ting, så er et godt råd bare at konfrontere det direkte, så - kan det være - man overvinder sin skræk.
Det gjorde "Forsidefruen" Janni Ree forleden, da hun var oppe i sin mand, Karsten Ree's, store safaripark Ree Park Safari ved Ebeltoft på Djursland. Udover bjørne, løver, giraffer og andre store dyr, huser den populære safaripark nemlig også nogle meget mindre, men lige så skræmmende: Taranteller, som er en af verdens største edderkopper.
Janni, som hele livet har lidt af araknofobi, fik udfordringen i forbindelse med nye optagelser af TV3's "Forsidefruerne", at sidde med det behårede bæst mellem hænderne. Det tog lidt tid for hende at acceptere, men hun gjorde det.
- Jeg var lidt bange, men det var også en vild oplevelse – især bagefter, fortæller Janni til Avisen.dk.
- Og nu er min skræk for edderkopper vist nok kureret.
Janni oplyser i øvrigt, at hendes mands store safaripark har det fint nok. På grund af corona er alle zooer og dyreparker lukkede i Danmark. - Men dyrene har det godt. Også tarantellen....
Scanpix
Fakta om tarantellen:
* Tarantellen er en fugleedderkop. Af verdens ca. 40.000 registrerede edderkoppearter udgør fugledderkopperne ca. de 1.000.
* Navnet tarantel kommer fra oldtiden og den italienske by Taranto. Det var nemlig her mange mindre fugledderkopper levede og stadig gør, som de gør det over det meste af det sydlige Europa. Men ikke så store som de edderkopper, der går under navnet taranteller i dag.
* De største kan blive op til 25 cm. lange – lige så store som en middagstallerken.
* Hunnerne kan nå en alder af 30 år i naturen. Ca. 20 år i fangeskab, mens hannerne kun bliver mellem 5 og 10 år gamle.
* Selv om de ser drabelige ud, bider de sjældent mennesker, og hvis de gør, svarer deres gift kun til et bistik. Man kan dog få en hævelse i flere dage, som både kradser og svier.
* Taranteller bygger ikke et spind, men går på jagt efter insekter (de mindste), mens de store taranteller angriber frøer, mus og endda større fugle. De sprøjter gift ind i dem med de store hugtænder (som de nogle gange også stikker byttet ihjel med), og så fortærer de det opløste bytte efterfølgende.
* De lever fortrinsvis i regnskovene i Syd- og Centralamerika, i Afrika og Nordamerika – især i Mexico.