Jagtturen med vennerne var egentlig slut, og Özgur Gevrekoglu var ved at gøre klar til at køre hjem – denne gang uden bytte. Men da han pakkede bilen gik det helt galt ...
Den 32-årige nybagte far ville placere sin jagthund i bagagerummet. Men her lå allerede jagtgeværet, som ikke var blevet sikret. Og det gik af, da hundens pote ved et uheld ramte aftrækkeren og sendte en byge af hagl ind i kroppen på sin ejermand.
Flere internationale medier, heriblandt New York Post, skriver om den bizarre ulykke, der fandt sted i Samsun-provinsen i Tyrkiet. Den hårdt sårede Gevrekoglu blev fragtet til et nærliggende hospital, men blev erklæret død ved ankomsten.
Nu skal liget obduceres for at klarlægge de præcise omstændigheder omkring mandens død – der bliver endnu mere tragisk af, at han for blot ti dage siden blev far for første gang.
Flere tyrkiske medier spekulerer i, om Ôzgur Gevrekoglu mon i virkeligheden blev myrdet, og at hunden belejligt fik skylden. Men den foreløbige efterforskning peger ikke i den retning.
Den afdøde har postet adskillige billeder med hunde på sin Facebook-profil. Præcis hvilken hund, der var skyld i den bizarre ulykke, vides endnu ikke. Foto: facebook.com/withoutyoudeath/