Det danske tennis-es Holger Rune kan sætte noget, der ligner 10 millioner kroner i banken efter hans korte optræden i showturneringen Six Kings Slam.
Den 21-årige danskers deltagelse varede kun 1 time og 12 minutter, da han tabte med cifrene 4-6, 2-6 til spanieren Carlos Alcaraz.
Ifølge Ekstra Bladets regnemaskine giver det en løn på vilde 139.000 kroner i minuttet.
Trods de mange penge ærgrede Holger Rune sig over nederlaget til verdensranglisten nummer to. Og det kan der være en god grund til. Vinderen af turneringen forgyldes nemlig med omkring 40 millioner kroner, hvilket er den største førstepræmie i tennissportens historie.
Også er turneringen ikke engang en del af ATP-kalenderen, og der er ingen ranglistepoint på spil, men altså til gengæld en masse millioner.
Holger Rune har flere gange understreget, at han ikke spiller tennis for pengenes skyld. Han kaldte før sin optræden i turneringen i Saudi-Arabien det for en unik mulighed at tilbringe en uge med de fem verdensstjerner.
- Jeg glæder mig til at træne med dem alle og teste mig selv af på det niveau. Det er den slags kampe, jeg gerne vil spille - og de spillere, jeg gerne vil måle mig med, lød det fra Holger Rune i et skriftligt svar til Ritzau.
Holger Rune er i øjeblikket nummer 14 på verdensranglisten.