Jonathan Groth og Martin Andersen kunne ikke stille noget op imod brødrene Felix og Alexis Lebrun, som er blandt de største talenter i bordtennis.
I første runde i herredouble ved EM i bordtennis tabte danskerne således mod det franske brødrepar i fire sæt med cifrene 11-9, 6-11, 5-11, 9-11.
Groth og Andersen fik ellers en solid start på torsdagens kamp og tog første sæt efter at have opbygget et forspring på 9-5.
Men danskerne kunne ikke holde momentum mod de unge franskmænd.
I andet og tredje sæt var Lebrun-brødrene noget skarpere, og danskerduoen var dermed under stort pres i fjerde sæt, som endte med at blive det afgørende.
Brødrene kom foran 10-7, men der skulle tre matchbolde til, før kampen definitivt var afgjort.
Tidligere torsdag blev også Anders Lind ekspederet ud i herredouble-turneringen i østrigske Linz.
Med sin kroatiske makker Andrej Gacina blev det til et nederlag mod et svensk makkerpar i tre sæt med cifrene 12-14, 10-12, 4-11.
Torsdag aften skal Jonathan Groth og Anders Lind igen i aktion.
Sidstnævnte møder græske Konstantinos Angelakis, mens Groth står over Juan Perez i første runde i herresingle.
Som nummer 24 i verden er Jonathan Groth seedet som nummer otte i herresingle, mens Anders Lind er seedet som nummer 11.
/ritzau/