Den franske filminstruktør Agnes Varda er død, 90 år, oplyser familien.
Varda var en prominent filminstruktører under den strømning, der blev kaldt "Den ny bølge" i fransk film i 1960'erne.
Blandt hendes meget kendte film er "Cleo fra 5 til 7" og "En pige på drift".
- Instruktøren og kunstneren Agnes Varda døde i sit hjem i nat 29. marts af komplikationer fra en kræftsygdom. Hun var omgivet af sin familie og venner, hedder det i udtalelse fra familien.
Varda var blandt andet kendt for at blande fiktion og dokumentarisme i sine film.
Varda blev en legende i fransk filmindustri, hvor hun var let genkendelig med sin kasserollefrisure. Hun arbejdede helt frem til sin død og optrådte sidst på Berlins filmfestival i februar, hvor hun havde premiere på en dokumentarisk film om sig selv.
Hun var ud over filminstruktør også fotograf, skuespilforfatter og visuel kunstner. Hun fik i 2015 en ærespris på filmfestivalen i Cannes for sit mangeårige filmarbejde. To år senere modtog hun en Oscar i USA i samme anledning.
"Cleo fra 5 til 7" fra 1962 blev en af hendes mest kendte film. Den handler om en ung kvindelig model, der i to anspændte timer venter på resultatet af en kræftprøve. Filmen kredser om forestillingen om eksistens og død.
Den danskfødte skuespiller Anna Karina, der var en markant kunstner under "Den ny bølge", medvirkede i filmen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP