Det blev til et tidligt exit fra Australian Open for den femteseedede sydafrikanske tennisspiller, Kevin Anderson.
Natten til onsdag dansk tid tabte han i fire sæt til amerikanske Frances Tiafoe, der er nummer 39 på verdensranglisten.
Anderson, der var i Wimbledon-finalen sidste år, vandt første sæt i kampen, da han brød Tiafoes serv til 6-4.
I andet sæt så alt også ud til, at Anderson var på vinderkurs, da han bragte sig foran med 3-0, men så strammede den 20-årige amerikaner op og brød Andersons serv to gange og vandt sættet 6-4.
Sydafrikaneren døjede med en mindre skade i albuen, og til sidst kunne han ikke følge med Tiafoes tempo.
I tredje og fjerde sæt brød amerikaneren hans serv en gang i hvert sæt, og så endte kampen med en amerikansk sejr på 4-6, 6-4, 6-4, 7-5.
Det er første gang i karrieren, at Tiafoe spiller sig til tredje runde i Australian Open.
I næste runde skal han op mod Andreas Seppi fra Italien.
Anderson, der vandt sin femte ATP-turnering tidligere på måneden, havde set frem til at nå langt i grand slam-turneringen i Australien, efter at han for første gang siden 2015 kom videre fra første runde.
Men anden runde blev altså endestationen for sydafrikaneren.
/ritzau/