Arven vil næppe blive bemærket på modtagerens konto, og kan vel heller ikke ligefrem kaldes at støtte en god sag. Men alligevel har en brasiliansk mand valgt at testamentere alt, hvad han ejer og har til sin landmand, den fodboldspillende superstjerne, Neymar.
Det skriver CNN.
– Jeg kan godt lige Neymar, jeg identificerer mig i høj grad med ham. Jeg lider også under bagvaskelse, jeg er meget familieorienteret, og Neymars forhold til hans far, minder mig meget om mit eget forhold til min far, som er gået bort, forklarer den anonyme fan til mediet Metropoles.
– Mit helbred skranter, og jeg vil gerne undgå, at mine værdier går til staten eller familiemedlemmer, jeg ikke kommer godt ud af det med, forklarer han videre.
Han har tidligere forsøgt at overdrage sine midler til superstjernen, men det er først lykkedes via testamentet, der er officielt stemplet og godkendt af myndighederne i Porto Allegre.
Neymar er en af verdens bedst betalte sportsstjerner – ifølge Forbes tjener han på den gode side af en halv milliard kroner. Alene i år.