Støv i hjørnerne, tilstoppede toiletter og dårligt indeklima.
De danske folkeskoler har nok af problemer at døje med, når det kommer til arbejdsmiljø. Men nu kan de københavnske skoler se frem til endnu flere.
Det er i hvert fald frygten fra skoler, skolebestyrelser og medarbejdere, når Københavns Kommune snarligt gennemfører en omlægning af rengøring og teknisk personale, som skal spare 4,7 millioner kroner.
Det skriver Politiken.
Omlægningen rammer det personale, som står for at ordne tilstoppede toiletter, uddeler mælk, reparerer låse og diverse andre småreparationer, der ellers opstår i løbet af dagligdagen på skolerne.
Ifølge Politiken frygter skoler, skolebestyrelser og medarbejdere, at særligt skolernes indvendige vedligeholdelse vil blive hårdt ramt.
- Enhver ved, at alle de fysiske rammer er en del af en samlet løsning for, hvordan man skaber et ordentligt læringsmiljø for børnene og gode arbejdsvilkår for lærerne, siger Jan Hoby, næstformand i Børne- og Ungdomsforvaltningens hovedsamarbejdsudvalg til Politiken og fortsætter:
- Det er et udtryk for, at man ikke tager børns arbejdsmiljø alvorligt, siger han til Politiken.
Fremover skal flere skoler ifølge Politiken købe rengøring og teknisk personale i kommunens centrale rengøringssektion og gårdmandskorps, frem for at have deres eget personale, som det er kutyme i dag.
Københavns børne- og ungeborgmester, Jesper Christiansen, meldte i sidste uge ud, at han vil bruge 50 millioner kroner på at installere nye toiletter på de skoler, der trænger.
Han vil nu se på de høringssvar, der retter kritik mod omlægningen af de kommunale skolers rengørings- og teknikpersonale.
Kilde: Politiken
Newspaq