Rune Klan og hans kone Christel Stjernebjerg, 40, er blevet forældre til en lille pige.
Komikeren har været åbne om parrets stærke ønske om en familie og deres fertilitetsproblemer i sit show "Barnløs".
Efter utallige fertilitetsbehandlinger, som ikke bar frugt, adopterede parret sønnen Buster, som nu er syv år gammel.
Parret fandt ud af, at grunden til, at de ikke kunne blive forældre via fertilitetsbehandlingerne var, at Christel led af en meget sjælden infektion, som hun havde fået under et ophold i Las Vegas.
Udover medicin, fik Christel også fjernet sine æggeledere. Parret opgav derfor muligheden for, at hun nogensinde kunne blive gravid.
Men på instagram fortæller hun, at hun en dag fik mod på at genoptage fertilitetsbehandlingerne efter hun var sluppet af med den sjældne infektion.
Parret havde et enkelt befrugtet æg tilbage i fertilitetsbehandlingen og på trods af 11 mislykkede forsøg, beslutte de at prøve en sidste gang.
- Så læste jeg en side i en bog om, at når et æg bliver befrugtet, så tager det en sjæl ned til sig, alt imens det ligger derinde og undersøger miljøet i og omkring sig - er der plads og overskud til mig her, i denne familie, ligger jeg godt, har jeg det godt, kan jeg lære noget her, og er der noget, de kan lære af mig, eller skal min sjæl flyve videre til en anden? Den historie elskede jeg. Det tog ego og krampagtige følelser ud af det og erstattede det med tillid til universets gang. Så vi besluttede os for at gøre det, fortæller Christel Stjernebjerg på instagram.
Nu er den lille pige så kommet til verden og familien er udvidet fra tre til fire.