Man skal vide, hvad man vil. Være enig med sig selv. Have et klart mandat, når man går til forhandlingsbordet. Og styr på baglandet.
Det er altsammen vigtige nøgler til indflydelse - og til mulig succes for en ny organisation, der gerne vil levere resultater.
- Kunsten er at være repræsentativ, fastslår Jørn Neergaard Larsen, der er en sand nestor på det danske arbejdsmarked.
68-årige Neergaard har både været i direktør i fagforbundet Djøf, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og beskæftigelsesminister i statsminister Lars Løkke Rasmussens regering. Talrige overenkomstforhandlinger, trepartsforhandlinger og andre betydningsfulde slag på arbejdsmarkedet har han deltaget i.
Når han i dag - fra sidelinjen - følger de to hovedorganisationer LO og FTFs fusionsplaner, er han fuld af respekt for de grundige forberedelser.
- Hvis ikke organisationer følger med tiden, spotter erhvervsudviklingen og jobudviklingen og evner at gøre sig reelt repræsentative, så mister man indflydelse og bliver kørt af banen, siger Jørn Neergaard Larsen.
Fredag beslutter toppen i LO og FTF, om der skal indkaldes til ekstraordinære kongresser i Odense den 13. april med den mulige fusion som eneste punkt på dagsordenen.
LO - Landsorganisationen i Danmark - er en paraplyorganisation i fagbevægelsen med 18 fagforbund med ialt en million medlemmer. Blandt andet håndværkere, butiksansatte, industriarbejdere, laboranter, fodboldspillere og sosu´ere.
FTF - indtil 2006 Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - er ligesom LO en paraplyorganisation. 70 faglige organisationer med ialt 450.000 medlemmer - blandt andet sygeplejersker, socialrådgivere, lærere, politifolk og bankrådgivere - hører under FTF.
I 2015 besluttede LO og FTF´s kongresser at afklare henholdsvis mission og visioner plus det politiske og økonomiske grundlag for en eventuel ny hovedorganisation. Samtidig blev det besluttet at udvide de to organisationers strategiske samarbejde om uddannelse. Forberedelserne er nu afsluttet, og det er op til forbundene at beslutte, om samarbejdet skal føres videre til en egentlig fusion.
Målet med at skabe en ny mega-organisation er at stå stærkere over for både arbejdsgivere og politikere. Og at bruge ressourcerne mere effektivt set i lyset af, at forbund taber medlemmer.
Bliver det et ja til en fusion, er det planen, den nye organisation skal rykke ind i LOs hus i København. Hvad 'barnet' skal hedde, er endnu ikke afklaret.
UDVID
Før turen går til Odense, står det klart, at landets største fagforbund, 3F, plus en række mindre organisationer i både LO og FTF er imod fusionen. Der er dermed lagt op til en afstemningsgyser på de to organisationers kongresser, for skal den historiske fusion blive til virkelighed, kræver det flertal på mindst to tredjedele i både LO og FTF-kredsen.
Jørn Neergaard Larsen har selv oplevet store organisationsændringer på arbejdsgiversiden på tætteste hold. Plus 'de voldsomme efterveer,' der fulgte efter de mange forhandlinger. Da Neergaard kom til DA i 1996, var Dansk Industri blevet grundlagt fire år forinden.
- Det var svært for arbejdsgiverne, og det vil være svært for lønmodtagerne. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal lade opgaven ligge. Man må tage det sure med det søde, siger Jørn Neergaard Larsen.
Når en ny organisation så er på plads, er næste udfordring at sikre sig indflydelse og skabe resultater. Det kræver et klart mandat, når formanden eksempel vis banker på en ministers dør. Det er dét, der afgør, om en organisation er interessant at tale med, pointerer den tidligere beskæftigelsesminister.
Kan man risikere, at en organisation skal favne så bredt, at den ikke formår at indtage skarpe synspunkter?
- Der er altid en risiko. Hvis man møder op med synspunkter, som man er kommet igennem med derhjemme i en afstemning, hvor der var 51 procent for og 49 procent imod, så er det ikke så spændende at høre på. Det er interessant for en regering at samarbejde med organisationer, der evner at tage ansvar og føre ting ud i livet, siger Jørn Neergaard Larsen.
Fredag 9. februar 2018: Hovedbestyrelsesmøde i LO og forretningsudvalgsmøde i FTF. Her skal der tages stilling til, om der skal indkaldes til ekstraordinære kongresser for at stemme om en sammenlægning til en ny hovedorganisation.
Fredag 13. april 2018: Eventuelt ekstraordinære kongresser i både LO og FTF begynder klokken 9.30 på Hotel H.C. Andersen i Odense. De delegerede skal her stemme ja eller nej til at nedlægge henholdsvis LO og FTF med henblik på at danne en ny faglig hovedorganisation.
Det kræver kvalificeret flertal bestående af totredjedele af stemmerne i både LO og FTF for at danne en fusion. Sandsynligvis bliver det skriftlig afstemning - altså hemmelig afstemning - og ifølge drejebogen bliver stemmetallene læst op på nøjagtig samme tidspunkt på LO-kongressen i den ene konferencesal og FTF-kongressen i den anden konferencesal.
Hvis der er kvalificeret flertal for at fusionere i begge organisationer, afholdes der stiftende kongres i den nye hovedorganisation allerede fredag eftermiddag 13. april om eftermiddagen på Hotel H.C. Andersen i Odense.
Først efter den stiftende kongres skal der tages stilling til et navn til den nye hovedorganisation.
Derudover skal FTF og LO flytte under samme tag, og det sker formodentlig på LO’s matrikel på Islands Brygge i København.
Tirsdag 1. januar 2019: Den nye hovedorganisation ser dagens lys.
UDVID