Formanden for landets sygeplejersker, Grete Christensen, advarer nu om, at det danske sundhedsvæsen kan brænde helt sammen, hvis politikerne ikke åbner øjnene for, hvad der er ved at ske.
Den barske melding kommer som en reaktion på DR2-dokumentaren 'Jeg svigter mine patienter' mandag aften, hvor ansatte i sundhedsvæsenet slår alarm over en hverdag med voldsomt arbejdspres og stress, der truer patienternes sikkerhed.
Sygeplejersken Stine Arnhild er en af de medvirkende i dokumentaren, som oplever travlheden på Køge Sygehus.
- Jeg ved, patienterne ligger og har rigtig ondt, og det eneste jeg håber på er, at de ikke kontakter mig, fordi jeg har travlt, siger en af de medvirkende, sygeplejersken Stine Arnhild til Avisen.dk.
Nedsmeltning
Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er 'desværre ikke så overrasket' over for den virkelighed, der beskrives i programmet:
- Jeg har advaret om, at vi står overfor en nedsmeltning i sundhedsvæsenet på grund af travlhed. Medarbejderne har ikke en jordisk chance for at nå alt det, de bliver bedt om, siger hun.
Grete Christensen peger på, at de seneste 15 år med to-procents effektiviseringer i sundhedsvæsenet har presset medarbejderne helt ud til kanten:
- Politikerne siger, de sætter flere penge af, men det står ikke mål med medicinudgifterne, de nye opgaver og kravene til behandling. Politikerne er ikke meget for at prioritere, og så havner problemet hos frontpersonalet, siger sygeplejerskernes oprørte formand.
Penge til varme hænder
Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann - som understreger, at hun ikke har set DR-dokumentaren - er 'imponeret over, hvad de ansatte når'.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kan se frem til et samråd efter DR-dokumentar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sundhedsordføreren mener, at regeringen har prioriteret sundhedsområdet højt ved siden 2015 at tilføre ekstra seks milliarder kroner. Og flere penge er på vej, betoner hun.
I januar fremlagde regeringen sit forslag til reform af sundhedsvæsenet, som i øjeblikket bliver forhandlet med en række partier.
- I forbindelse med sundhedsreformen foreslår vi, at der uddannes flere læger og 2.000 flere sygeplejersker, så vi får flere varme hænder. For os er det en vigtig prioritet at flytte penge fra administration til varme hænder.
I har haft magten i årevis, hvorfor sker der først noget nu?
- Der er jo sket noget, og nu foreslår vi så et yderligere løft på seks milliarder til sundhedsvæsenet via den nærhedsfond, som er det økonomiske grundlag for sundhedsreformen, siger Jane Heitmann.
Minister i samråd
For Dansk Sygeplejeråds formand er et af problemerne - udover et økonomisk underernæret sundhedsvæsen - den store personalemangel, som presser hele sektoren:
- Vi skal have brudt den onde spiral, hvor folk forlader faget eller går på deltid, fordi de er pressede. Mere menneskelige arbejdsvilkår trækker folk til, mens dårligt arbejdsmiljø skræmmer folk væk. Og sygeplejersker har kompetencer, der efterspørges mange andre steder, siger Grete Christensen.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kan efter DR-dokumentaren se frem til et samråd, hvor Enhedslisten vil spørge til, om læger og sygeplejerskers arbejdsvilkår nu er så pressede, at det risikerer at gå ud over patientsikkerheden.