Det er ikke hver dag, man spotter en vaskeægte kongelig nede i det lokale supermarked. Men det var præcis, hvad der skete i varehuset Carrefour i den belgiske by, Gerpinnes.
Her dukkede dronning Mathilde nemlig op for at vise sin støtte til de medarbejdere, der arbejder i forreste linje for at holde samfundet i gang under den igangværende corona-pandemi.
Ifølge nyhedssitet web24.news indledte dronningen sit besøg – selvfølgelig behørigt beskyttet af handsker og mundbind – med en snak med en medarbejder, der har mistet sin far til den frygtede sygdom.
Herefter blev hun vist rundt i den ret tomme forretning, hvor hun dog småsludrede med dagens få kunder.
Hun brugte også tid på at rose supermarkedets ansatte for deres mod og indsats i den svære tid.
Efter en times tid forlod dronningen atter butikken – godt belæsset med gaver som jordbær, vine, lokale produkter. Og gær!
Dronningen var selvfølgelig iført diverse værnemidler under sit besøg. Foto: Ritzau Scanpix