Priserne på energi og råvarer hærger fortsat ikke kun de almindelige forbrugere, men gør også daglige indhug blandt virksomhederne.
Nu advarer Bryggeriforeningen om, at situationen skaber stor bekymring hos bryggerier landet over.
Bekymringen går ganske simpelt på frygt for at de må dreje nøglen om. Eller med andre ord: Bryggerierne er truet af konkurser.
Det viser en undersøgelse fra bryggeriernes brancheforening, og direktør for Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup er klar i mælet:
- De kæmper desværre ikke kun ligesom alle andre med de ekstreme priser på energi, men skal også betale mange gange normalprisen for råvarerne til ølbrygning, udtaler Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at bryggerierne er presset på et tidspunkt, hvor flere i forvejen er dybt i knæ på grund af coronakrisen.
Hele tre ud af fire medlemmer tilkendegiver i undersøgelsen, at den nuværende situation med meget høje energi- og råvarepriser er værre end under corona-nedlukningen.
Over halvdelen af Bryggeriforeningens medlemmer enten fyret medarbejdere eller forventer at gøre det.