Langt flere danskere har i år valgt elbilen som transportmiddel til deres udlandsferie.
Det viser en opgørelse fra Clever, som driver ladestandere.
I juli i år har 1283 procent flere kunder hos Clever brugt en ladestander i udlandet sammenlignet med året før.
Der er altså tale om en mangedobling.
Clever har indsamlet tal fra roamingpartnere i Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland, Sverige og Norge.
Ser man på antallet af ladesessioner er stigningen på 1643 procent.
Det vidner om, at danskere med elbiler i større grad bruger bilen til lange ture. Det siger Rikke Trikker, der er kommunikationsdirektør i Andel, der ejer Clever.
- Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi udfaser fossilbiler. Så det er rigtig positivt, at vi begynder at se et transportmønster, hvor elbilen også bliver brugt på de lange ture.
- Det er vigtigt for at få flere til at vælge en elbil, for der er stadig mange, der tænker, at det er upraktisk at køre på ferie i en elbil, siger hun.
Rikke Trikker peger på, at ladenetværket i Europa er blevet udvidet, og at bilerne har fået længere rækkevidde. Det har gjort det nemmere at bruge elbilen på udlandsferie, siger hun.
Antallet af elbiler i Danmark er vokset hurtigt i de seneste år.
Ifølge tal fra Transportministeriet var der ved udgangen af juni i år knap 261.500 elbiler registreret i Danmark.
Året før var der omkring 146.000 i hele landet.
Det er en stigning på knap 80 procent.
På trods af væksten - og den endnu større stigning i danskeres opladninger i udlandet - erkender Rikke Trikker, at der er lang vej igen til en fuld omstilling af transportsektoren.
- De fleste bruger jo fortsat en fossilbil - også når de skal køre på ferie i udlandet. Og ser man på passagerrekorderne i Københavns Lufthavn i juli, er det tydeligt, at rigtig mange stadig vælger at flyve på ferie.
- Men den grønne omstilling kræver, at vi ændrer vaner. Vores tal viser, at det kan man godt, siger hun.
/ritzau/