Der er indgået en bred aftale om dansk scenekunst, som ifølge aftaleparterne fordeler støtten jævnt over hele landet.
Aftalen giver et økonomisk løft til blandt andet Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater. De tre skal fremover være regionale kraftcentre.
Kulturminister Mette Bock (LA) forventer, at der bliver opsat flere teaterstykker, som bliver bedre og tiltrækker flere.
- Jeg er meget glad for den. Området har i mange år været vanskeligt at ændre på, og nu har vi omformet noget passiv støtte til helt aktiv støtte, som kommer borgerne til glæde og gavn, siger hun.
Desuden får en række egnsteatre i hele landet samt BaggårdTeatret i Svendborg og Aveny-T i København i fire år ekstra midler til udvikling.
Det er en bred aftale. Kun Enhedslisten og Alternativet står udenfor, da de ikke er med i forligskredsen.
Der er besparelser på området for 11 millioner kroner, som omfordeles, mens der findes 40 millioner kroner blandt andet over de næste års finanslove.
Af aftalen følger også, at billetter solgt med rabat til voksne bliver dyrere. Rabatten falder fra 63 kroner i dag til 37 kroner i gennemsnit.
- Den støtte bliver for de voksnes vedkommende en lille smule mindre, end den har været tidligere, siger Mette Bock.
Ministeren påpeger, at børnebilletter og billetter til frivillige friholdes.
Direktør i Dansk Teater Louise Stenstrup siger, at reformen har en "social slagside". Hun frygter, at flere ressourcesvage danskere "vil blive sat uden for teaterdøren".
- Med besparelserne på formidlingsordningen vil teateroplevelser i endnu højere grad i fremtiden komme til at afhænge af pengepungens størrelse, og det har konsekvenser for visse gruppers muligheder for at komme i teatret, udtaler Louise Stenstrup i en pressemeddelelse.
Men, tilføjer hun, "det er positivt, at der etableres nogle regionale kraftcentre rundt i landet, som har bevist, at de kan løfte opgaver af både regional og national karakter".
Socialdemokratiet er godt tilfreds med, at tilskud til billetter til børn ikke beskæres, som der var lagt op til.
- Det er godt, at vi med denne aftale styrker en lang række dygtige egnsteatre over hele landet. Det giver dem mulighed for at nå ud til et endnu større publikum, siger kulturordfører Mogens Jensen (S).
Også Dansk Folkeparti er tilfreds med, at de succesrige egnsteatre belønnes.
- For Dansk Folkeparti var det vigtigt at få styrket de egnsteatre, der i dag ikke får statstilskud, siger kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF).
14 egnsteatre i hele landet får hver et fireårigt statsligt udviklingstilskud. Samlet får de 22 millioner kroner med henblik på at nå bredere ud og tiltrække flere publikumsgrupper.
På forhandlingsbordet var en nedlæggelse af Det Københavnske Teatersamarbejde, der i dag profilerer og fordeler støtte til fire københavnske teatre.
Men institutionen får i stedet reduceret budgettet, så penge til administration fremover går til scenekunst.
/ritzau/