I Legolands miniland kan man gå rundt og få øje på kendte bygningsværker, vartegn og ikoniske miljøer fra hele verden.
For en dansk familie bliver de kommende besøg i Legoland i Billund en ekstra stor oplevelse. Fra 1. april kan de nemlig se deres eget hus i selskab med Nyhavn, Eiffeltårnet og Amsterdams kanaler.
Og det er ikke nogen aprilsnar, understreges det.
Lige nu er Lego-håndværkere ved at opføre Danmarks første familievilla i klodser - og den østjyske familie på seks flytter snart ind som mini-kopier af sig selv. Og udsigten bliver kongelig.
Der arbejdes på højtryk på at bygge en kopi af familiens hus. (Foto: PR)
Huset får adresse på en 10.000 cm2 grund i Miniland med udsigt til selveste Amalienborg, men det er på alle måder en stor drøm, der bliver opfyldt for familien.
Familien Rais fra byen Saksild ved Odder var blandt de 1075 familier, som indsendte fotos af sig selv, kæledyr og hus til en konkurrence, hvor Home Billund i samarbejde med Homes butikker rundt i landet har markedsført muligheden for at få et “LEGO home”.
- Vi er virkelig en familie, store som små, der alle er glade for Lego, så jeg var simpelthen nødt til at være med i konkurrencen, lyder det fra far til fire Jesper Rais, der vandt retten til det unikke projektbyggeri.
- Det er første gang nogensinde, at vi bygger en dansk familie og deres hus i Miniland, og der har været meget stor interesse for konkurrencen, så vi glæder os rigtig meget til at afsløre huset sammen med familien, når vi åbner Legoland den 1. april, siger Christian Woller, direktør i Legoland.
Home Billund er naturligvis med til nøgleoverdragelsen.
- Vi er vildt glade for den store interesse og glæder os rigtig meget til at møde familien, siger ejendomsmægler Camilla Lund Hansen, der er indehaver af Home-butikken i Billund sammen med ejendomsmægler Tina Brødsgaard Mathiesen.
Størrelsesforhold 1:20
Familien Rais bliver altså en del af nabolaget i Miniland – og huset er ikke bare i almindelig Lego-pakkestørrelse.
Det måler godt nok kun en tyvendedel af villaen i virkeligheden, men det betyder alligevel, at familien nok skal have trailer på eller det store bagagerum med, når de efter sæsonen kan flytte Lego-huset hjem til Saksild som deres eje for altid.
Familien Rais med "legekontrakten". (Foto: PR)
Den lokale Home-mægler i Østjylland, daglig leder Jesper Lund fra Home Odder, har fået familiens underskrifter på “legekontrakten” med Legoland.
- Familien Rais bor skønt, og villaen bliver bestemt ikke mindre salgbar af, at der nu kommer en kopi i Lego. Det er bare en god historie og et megagodt blikfang, hvis de skal sælge hjemmet på et tidspunkt. Men mon ikke, de vil tage huset med sig som et minde, siger Jesper Lund.
Alle kan besøge LEGO-huset
Ifølge ’legekontrakten’ står det familien frit for, om de vil sælge LEGO hjemmet med i en fremtidig handel.
Familien har dog ingen planer om at sælge – hverken hjemmet i mursten eller klodser – og lige nu tæller de dagene frem til afsløringen.
- Vi glæder os så vildt meget til at se resultatet, fortæller Jesper Rais, der sammen med familien kan besøge Lego-huset så ofte de vil, for med Lego-huset følger nemlig sæsonpas for alle til parken i Billund.
Rais-familiens Lego-hjem afsløres i Legoland den 1. april kl. 10.30. Huset kan ses helt til frem nytårsaftensdag, 31. december.