Hverdagens superhelte kommer i alle afskygninger. Forleden var det en 13-årig amerikansk skoledreng i en grøn hættetrøje, der reddede dagen.
Sammen med sine skolekammerater sad den 13-årige Dillon Reeves i skolebussen på vej hjem fra skolen i byen Warren i Michigan, da chaufføren pludselig fik et ildebefindende og besvimede ved rattet.
Ifølge mediet Click on Detroit nåede den kvindelige buschauffør at informere børnene om, at hun følte sig svimmel og muligvis blev nødt til at stoppe. Men da hun var i færd med at satte farten ned, mistede hun bevidstheden midt på en trafikeret vej.
På videoen ser man Dillon Reeves træde til. Han griber resolut fat i rattet og får trådt på bremsen, så bussen standser helt stille og roligt. Mens flere af de andre børn skriger i baggrunden, beder den 13-årige indtrængende om, at nogen ringer 9-1-1.
Se videoen her:
- Det var en ekstraordinær handling, og han viste både modenhed og stort mod. Man skulle måske tro, at han midt i denne panik bare ville hoppe på bremsen. Men han havde overskuddet til at gøre det langsomt, vel vidende at bussen var fuld af passagerer, lød det fra skolelederen Robert Livernois.