En håbefuld iværksætter trygler englændere på nettet til at købe hans t-shirts. Han har 18.000 af dem, og han har ovenikøbet sat prisen ned på dem.
Desværre siger ordlyden på de mange t-shirts: "England - Cup Winners 2022 - Finally Home". Og ja, ideen var jo god nok, hvis "de tre løver" bare havde gået videre - og havde vundet finalen på søndag.
Men som bekendt tabte de kvartfinalen 1-2 til Frankrig. Og de havde endda chancen for at udligne kort før tid, da de fik tildelt et straffespark, men deres anfører Harry Kane skød desværre langt over, og ja – så faldt de mange t-shirts ligesom i værdi, da det engelske landshold så var ude af den turnering.
Karl Baxter fra Poole, hvis firma Wholesale Clearance UK fik produceret de mange t-shirts, appellerer til, at englænderne skal se landsholdet med deres flotte spil som værende de rigtige vindere..... og købe hans t-shirts for 9,99 Pund stykket.
Salget går ikke strygende, skulle vi hilse og sige.
Sådan ser en anfører ud, når han lige har brændt landsholdets måske vigtigste straffespark nogensinde. Foto: Scanpix