En britisk kvinde spærrede øjnene op, da hun forleden kiggede ud ad vinduet fra hjemmet i Derbyshire.
Ude i haven var der en ræv - og en speciel en af slagsen. Denne ræv var nemlig udstyret med blot to ben, men formåede på imponerende vis alligevel at bevæge sig ubesværet rundt på græsset.
Kvinden skyndte sig at kalde på sin mand og greb sin telefon for at filme det særprægede optrin - som du kan se herunder.
- Ræven rejste sig på sine forben, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Det var så fantastisk, lød det efterfølgende fra Jane Carter, hvis video nu er gået viralt.
Dyreeksperten Mike Dilger siger til BBC, at han er “blæst omkuld” af videooptagelserne.
- Det er bemærkelsesværdigt. Det her er naturen, der overvinder alt - det er smukt, siger Mike Dilger, der er overbevist om, at ræven er født med to ben og har lært sig selv at gå.
- Det tror jeg, den har, fordi den er så dygtig. Dens balance og kontrol er forbløffende - den måde, den kan gå på de to forben og stadig være i stand til at spise, lyder det fra dyreeksperten.
Ægteparret fra Derby har siden forsøgt at lægge lokkemad ud i haven for at få endnu et glimt af ræven - men hidtil uden held.