En voldsom hedebølge i Australien truer forud for Australian Open. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En uge efter at den varmeste dag nogensinde blev målt i det nordvestlige Australien, er den kvælende varme ankommet til det sydøstlige Australien.
Her har hedebølgen fredag fået temperaturerne i storbyen Melbourne til at nærme sig en varmerekord på 42 grader.
Det vækker bekymring for deltagernes helbred i den prestigefyldte grand slam-turnering, som begynder den 14. januar i Melbourne.
De seneste prognoser viser, at de varme temperaturer snart vil aftage igen - men kun for en kort stund. Temperaturerne ventes at stige igen, blot få dage før Australian Open begynder.
Det oplyser det meteorologiske institut i Melbourne.
Det vil langt fra være første gang, at temperaturerne sniger sig op mod det ulidelige under Australian Open.
Arrangørerne bag turneringen har tidligere fået stærk kritik for, at det har været på kanten til det uansvarlige, når man har ladet spillerne kæmpe videre i høje temperaturer.
Derfor har Tennis Australien, som er organisationen bag Australian Open, netop indført nye retningslinjer, som skal tages i brug ved årets turnering.
Det er en ny skala, som medregner både lufttemperaturer, strålingsvarme, luftfugtighed og vindhastighed - og sammenfatter det hele til et målbart tal.
Skalaen, der er udviklet i samarbejde med University of Sydney, giver dommerne mulighed for at sætte kampene på pause under ekstreme vejrforhold.
Derudover er der blevet indført en række nye regler, som skal gøre kampene mere udholdelige for spillerne i det varme vejr. Det skriver Ekstra Bladet.
Hos mændene bliver der indført ti minutters pause mellem tredje og fjerde sæt, ligesom femte sæt vil blive afgjort med en tiebreak.
/ritzau/