Første runde blev endestationen for Naomi Osaka ved Wimbledon i tennis, der bliver spillet i London.
Den andenseedede japaner tabte 6-7, 2-6 til Yulia Putintseva fra Kasakhstan, der er nummer 39 på verdensranglisten.
Den kasakhiske spiller var næppe nogen ønskemodstander for Naomi Osaka, der sidste år vandt US Open og fulgte op med at vinde Australian Open i år.
Den dobbelte grand slam-vinder og tidligere verdensetter havde tabt to indbyrdes opgør af to mulige mod Yulia Putintseva før mandagens kamp, der blev spillet på Centre Court.
Det ene nederlag faldt for nylig i en græsturnering i Birmingham.
Naomi Osaka har endnu ikke vundet en græsturnering i karrieren, og det er ikke hendes foretrukne underlag.
Den 21-årige japaner kom dog bedst fra start i første sæt af mandagens kamp og brød sin modspillers serv til føring 2-1.
Yulia Putintseva fik imidlertid brudt tilbage til stillingen 3-3, og sættet endte i en tiebreak.
Her kom Naomi Osaka foran 3-1, men hun endte alligevel med at tabe tiebreaken 4-7.
I andet sæt fulgtes spillerne ad til stillingen 2-2. Herefter afgjorde Yulia Putintseva kampen ved at vinde fire partier på stribe og sikre den tredje sejr af tre mulige over Naomi Osaka.
Tidligere mandag kom syvendeseedede Simona Halep videre til anden runde.
Den forhenværende verdensetter fra Rumænien vandt 6-4, 7-5 over Aliaksandra Sasnovich fra Hviderusland.
Tredjeseedede Karolína Plísková fra Tjekkiet vandt 6-2, 7-6 over Lin Zhu fra Kina.
/ritzau/