Ifølge Nordjyske er det overraskende, at det kendte pizzeria La Familia på Havnevej i Skagen er taget under konkursbehandling.
Overraskelsen kommer i flere omgange. Blandt andet fordi, at det seneste regnskab fra slutningen af august viser plus på bundlinjen og at forventningerne er et bedre resultat næste år.
Samtidig er det en af verdens bedste pizzabagere, som tryller ved pizzaovnen. Rumænske Alex-Laurian Verisan sikrede sig for få uger siden en plads ved næste års verdensmesterskab i pizza ved World Pizza Championship.
Nordjyske har talt med ejer og direktør for selskabet bag restauranten, Ileana Rechisan, men hun ønsker ikke at sætte ord på konkursen.
Hun oplyser dog, at der arbejdes på at drive restauranten videre i et nyt selskab.
Kurator oplyser samtidig, at der er indkommet forespørgsler på både at købe hele konkursboet samt dele af det.
Som topping på mystikken har restauranten meddelt på Facebook, at restauranten er ferielukket.
Seneste er der lavet en opdatering, hvor der blandt andet står:
"Vi er ikke klar til at stoppe med at lave pizzaer til Skagen. Bare giv os lidt tid til at tænke og genoverveje nogle detaljer, og vi håber at være klar så hurtigt som muligt til at servere og levere fantastisk mad hver dag til Skagen."
Pizzeria La Familia melder om ferielukket, men er begæret konkurs. (Foto: Google Street View)