Fredag aften kan en dansker blive voldsomt rig. Præmiepuljen i EuroJackpot har nemlig nået sit maksimum på svimlende 750 millioner kroner.
En sådan gevinst ville betyde, at man aldrig mere ville behøve at arbejde. Men det vil de fleste faktisk gøre alligevel, hvis de skulle rende med den helt store gevinst.
Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Danske Spil i juni måned:
På spørgsmålet: ‘Ville du stoppe med at arbejde, hvis du vandt den store gevinst?’ svarer 23 procent ‘ja’, mens otte procent svarer ‘ved ikke’. Tilbage er 69 procent, som ville arbejde troligt videre.
23 procent ville ikke sige op.
36 procent ville fortsætte, men arbejde mindre.
10 procent ville arbejde med noget andet.
Om man vælger at fortsætte med at arbejde eller ej, kan det være en stor omvæltning at vinde en gevinst af den gigantiske størrelse, som er i spil i aftenens Eurojackpot.
– Uanset hvad folk vælger at gøre, så står Danske Spil klar med millionærrådgivning til alle vores store vindere. På den måde er vi med til at sikre, at vinderne får den allerbedste start på det nye liv som meget velhavende personer. Hvad enten de vil fortsætte med at arbejde, eller om de vil bruge al deres tid på nogle af de millioner af muligheder, en så stor gevinst medfører, så kan vi hjælpe med rådgivning, siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, der står bag Eurojackpot i Danmark.