Israelske angreb i Gazastriben har søndag dræbt mindst 44 mennesker og såret snesevis af andre.
Det meddeler en talsmand for civilforsvaret i det Hamas-kontrollerede område.
Af de 44 dødsofre er 21 blevet dræbt i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben, oplyser talsmanden.
Søndag aften lyder luftalarmerne i byerne Ashkelon og Ashdod i Israel, efter at der er skudt omkring ti raketter fra Gazastriben.
De fleste af raketterne er blevet skudt ned, og der er ikke umiddelbart meldinger om sårede eller dræbte, meddeler militæret.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har beordret et "kraftigt svar" på raketangrebet fra Gazastriben.
Han har ligeledes "godkendt fortsættelsen af intensiverede IDF-operationer i Gaza mod Hamas", lyder det i en meddelelse fra hans kontor.
IDF er en forkortelse for det israelske militær.
Få minutter efter at meddelelsen var sendt ud af Netanyahus kontor, beordrede militæret indbyggere i flere dele af byen Deir el-Balah til at forlade området forud for planlagte angreb.
Militærets evakueringsordre tyder på, at det var dette område, raketterne blev affyret fra.
Israel afbrød våbenhvilen med den militante palæstinensiske gruppe Hamas og genoptog angrebene i Gazastriben 18. marts.
I over en måned har Israel blokeret for, at der bliver leveret mad og anden nødhjælp til indbyggerne i Gazastriben.
Siden den igangværende krig begyndte 7. oktober 2023, er over 50.000 mennesker blevet dræbt i Gazastriben, viser tal fra myndigheder i det palæstinensiske område.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP