Hvis du har et par hundrede millioner kroner i overskud på kontoen, og drømmer om at kunne kalde dig ejer af verdens største rubin, så er det nu, du har muligheden.
Til juni kommer den sjældne ædelsten under hammeren hos det amerikanske auktionshus Sothebys.
Forventningerne er, at den store rubin, som vejer hele 55,22 karat, kommer til at gå for omkring 30 millioner dollars. Det svarer til 204 millioner danske kroner.
Rubinen blev fundet i en mine i Mozambique sidste år og er den største, som hidtil er blevet fundet. Da den blev gravet frem, var den på svimlende 101 karat. Siden er den blevet slebet til og renset for "urenheder" så den nu står helt klart i smuk blodrød farve.
Da rubinen blev fundet vejede den hele 101 karat. Nu er den blevet slebet til, så den "kun" er på 55,22 karat. Sothebys Auctions
Auktionshuset beskriver rubinen, som har fået navnet "Estrela de Fura", som "yderst sjælden" og "den mest værdifulde og vigtige ædelsten", som nogensinde har været sat til salg.
Hvis rubinen opnår den anslåede salgsværdi, kan den også meget nemt gå hen og blive den dyreste rubin, som nogensinde er handlet.
I 2015 blev en rubin, som "kun" var halvt så stor med sine 25,59 karat, solgt på auktion i Schweiz, for hele 30,3 millioner dollars - 206 millioner danske kroner. Den rubin stammer fra Myanmar.
Selvom den kæmpestore rubin står til at slå rekorden som verdens dyreste, er den faktisk ikke den dyreste sten, som skal under hammeren på auktionen i New York til juni.
En 10,57 karat stor lyserød diamant med navnet "The Eternal Pink" forventes at gå for mindst 35 millioner dollars - 238 millioner danske kroner.