Grith Larsen
Opdateret 24 sep. kl. 07:11
Per Kuskner
Opdateret 24 sep. kl. 07:11
Efter ti år sammen som kærester er kærligheden brast mellem den professionelle danser Karina Frimodt og Kasper Lentz.
Det oplyser parret i to enslydende opslag på deres respektive Instagram-profiler:
- Den seneste tid i vores liv har været fyldt med mange følelser og tanker. Vi har efter ti gode år valgt at gå hver til sit og fortsætter ikke længere som kærester, men som de bedste venner, lyder det.
- Vi har altid været supergode partnere, og vi vil altid være en familie, uanset hvor vi hver især ender i livet. Vores børn er vores absolutte første prioritet, og vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan, for bedst muligt at få dem igennem en svær tid for vores familie.
Sammen har de sønnen James, og så har Karina Frimodt også datteren Mathilde fra et tidligere forhold.
44-årige Karina Frimodt og den tre år yngre Kasper Lentz mødte hinanden gennem fælles venner tilbage i 2012.
Efter syv års forhold friede Kasper Lentz til Karina Frimodt, men de nåede altså aldrig til alters.
Karina og Kasper ved Silas Holst og Nicolai Schwartz' bryllup i Gilleleje i sommers. Foto: Scanpix
Karina Frimodt danser i år med DJ'en og produceren Nicholas Kawamura. Foto: Scanpix
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus