Caroline Wozniacki er kun 24 år. Alligevel skovler hun tilsyneladende milliarder ind.
Det fremgår af en ny opgørelse, som det amerikanske internetmagasin Sporteology har lavet, skriver bt.dk.
Ifølge opgørelsen skulle hun det seneste år nemlig have tjent hele 10,8 millioner dollar - eller hvad der svarer til knap 73 millioner kroner.

Dermed ligger den populære tennisstjerne i toppen, når det gælder indkomsten for damesinglespillerne. På indkomstsiden er hun nemlig kun slået af Maria Sharapova, Serena Williams og Victoria Azarenka.
Fast ejendom
Ifølge bt.dk kommer de 1,8 millioner dollar fra turneringsdeltagelse, mens de øvrige 9,5 millioner dollar er indkasseret via blandt andet sponsorater.
Caroline Wozniackis amerikanske rådgiver, John Tobias, ønsker ikke at kommentere specifikt på stjernens indtjening.
- Men jeg kan sige så meget, at hun intet har at klage over, udtaler han dog til bt.dk.

De mange penge har Caroline Wozniacki de senere år blandt andet investeret i fast ejendom. Således har hun både haft en lejlighed i Monaco, to lejligheder i New York, en kæmpe penthouse-lejlighed på Fisher Island ved Miami samt en i Warszawa.