Mundbind, håndsprit, kitler og handsker hober sig op på Region Hovedstadens lager med værnemidler i Hedehusene. Men nu skal der ryddes op og destueres.
Mange af de værnemidler, som blev købt ind under coronapandemien, er nemlig blevet for gamle. Derfor anbefaler man, at mere end 9.300 paller med værnemidler destrueres.
Det svarer til omkring 89 millioner enheder af værnemidler, som har kostet flere milliarder kroner, skriver TV 2 Kosmopol.
Alene i 2020 lød regionens budget på op mod tre milliarder.
Tirsdag i næste uge skal forretningsudvalget i Region Hovedstaden tage endelig stilling til, hvad man vil gøre ved det mange værnemidler.
- Da vi var i pandemien, handlede det om at købe ind til rigelighed, og det har man så også gjort i al for høj grad, siger regionsrådsmedlem Peter Westermann (SF), til TV 2 Kosmopol.
Det vil koste mellem 5,6 og 7,7 millioner kroner at afskaffe 7000 paller med værnemidler. Det fremgår af en dagsorden til et møde i forretningsudvalget i Region Hovedstaden. Julie Andersen/TV 2 Kosmopol
Det er Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der ligger under justitsministeriet, der er ansvarlig for de store lagre af værnemidler, mens regionerne forvalter lagrene.
De Konservatives Christoffer Buster Reinhardt kritiserer styrelsen, og mener, at regionen ville kunne have undgået den situation man nu er i.
Styrelsen for Forsyningssikkerhed har ikke ønsket at stille op til interview, men siger i en mail til TV 2 Kosmopol, antallet af værnemidler, der blev indkøbt i 2020, blev beregnet ud fra et teoretisk estimat. Senere blev antallet nedjusteret på baggrund af erfaringer.
Styrelsen for Forsyningssikkerhed afviser desuden Christoffer Buster Reinhardts kritik, og skriver, at der har været "et tæt samarbejde med regioner og kommuner omkring opbygning af lagre med værnemidler.
- Styrelsen for Forsyningssikkerhed er ikke indkøbende eller lagerførende myndighed.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) oplyser i en mail til TV 2 Kosmopol, at der i øjeblikket arbejdes på at afklare den fremadrettede rollefordeling mellem styrelsen og regionerne, hvad angår værnemidler.