USA's præsident, Donald Trump, siger, at USA ikke "vil finde sig i" præsident Zelenskyjs holdning til en våbenhvileaftale.
Det skriver han på det sociale medie Truth Social.
Trump har delt et billede fra en nyhedsartikel, hvor der står, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mener, at afslutningen på krigen er "meget, meget langt væk".
- Det er den værste udtalelse, der kunne være blevet fremsat af Zelenskyj, og Amerika vil ikke finde sig i det meget længere!, skriver Trump.
Det er en artikel fra det amerikanske nyhedsbureau AP, som Trump deler et billede af.
- Det er, hvad jeg sagde, denne fyr ønsker ikke, at der skal være fred, så længe han har Amerikas opbakning, og Europa udtalte blankt i det møde, de havde med Zelenskyj, at de ikke kan klare jobbet uden USA, skriver Trump.
Ikke længe efter Trumps bredside siger Zelenskyjs, at "det er vigtigt, at Ukraine forsøger med afgørende diplomati", så krigen kan afsluttes så hurtigt som muligt.
Det skriver den ukrainske præsident i et opslag på det sociale medie X.
- Vi arbejder sammen med Amerika og vores europæiske partnere og håber meget på amerikansk støtte på vejen mod fred, skriver præsidenten.
- Vi har allerede haft samtaler og flere skridt kommer snart, står der, uden at Zelenskyjs uddyber nærmere.
Trump skriver også på Truth Social, at Zelenskyjs udtalelse til AP "ikke er en god udtalelse", når man sammenligner Ukraines styrkeforhold med Rusland.
- Hvad tænker de på, skriver Trump.
Trumps ord kommer blot få dage efter det kuldsejlede møde fredag mellem ham og Ukraines præsident, Zelenskyj.
Her beskyldte Trump den ukrainske præsident for at være "utaknemmelig" og sagde, at Zelenskyj "ikke er klar til fred".
Det har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved USA's fremtidige rolle i processen om at finde fred mellem Ukraine og Rusland.
Søndag skulle et topmøde i London anført at Europas ledere så forsøge at komme en eventuel fredsaftale nærmere.
"Europa skal tage de tunge løft", lød det fra Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
Men det falder altså Trump for brystet, at Zelenskyj ifølge interviewet med AP ikke ser fred rundt om hjørnet.
Volodymyr Zelenskyj var også med på sødagens møde i London.
Her understregende han, at "Ukraine har et stærkt nok partnerskab med USA" til at holde støtten kørende.
/ritzau/