Omsorg, pleje og medicinsk behandling.
Det plejer at være de vigtigste elementer i en sygeplejerskes jobbeskrivelse.
Men på Aarhus Universitetshospital har ledelsen opfordret udvalgte sygeplejersker til at varetage et ekstra indsatsområde: at være synlige på sociale medier.
Derfor kan man følge med i de sygehus-ansattes hverdag på det sociale medie Instagram, hvor hospitalet har oprettet en profil og dagligt lægger billeder ud.
Her kan danskerne se med fra første parket, når en 60-årig ligger på operationsbordet forud for en ballonudvidelse, eller når en kvinde får strålebehandling. Man bliver også opdateret, når en sygeplejerske gisner om, om hun får en travl dag på jobbet i en video.
Artiklen fortsætter under opslaget
En 60-årig får sin operation foreviget på de sociale medier.
Stine Skovhus, der arbejder som kræftsygeplejerske på Rigshospitalet i København, mener, det er problematisk, hvis en arbejdsdag drukner i opdateringer på sociale medier.
Blandt andet, fordi det tager tid fra kerneopgaven – nemlig behandling af og omsorg for den enkelte patient og de pårørende, skriver hun i et indlæg i Altinget.
Patienter kan føle sig presset
- Jeg blev ramt på min faglighed, da jeg så Instagram-profilen, og det rejser mange etiske overvejelser. Skal vi virkelig bruge tid og ressourcer på at kommunikere på sociale medier i arbejdstiden, når sundhedsvæsenet i forvejen er presset? Patienter risikerer at blive i tvivl om, hvorfor sygeplejersker hjælper dem. Er det for at profilere sig selv på sociale medier, eller er det fordi, de vitterlig er optaget af at hjælpe, siger Stine Skovhus til Avisen.dk.
Den københavnske sygeplejerske mener, at den stigende tendens med at bruge sociale medier som et arbejdsredskab i sundhedsvæsenet stammer fra USA, hvor det hele er mere privatiseret og individualiseret.
I Stine Skovhus' eget job på Rigshospitalet er det ikke en del af sygeplejejobbet at være synlig på sociale medier, og hun er heller ikke bekendt med, om andre sygehuse i Danmark praktiserer det.
På Aarhus Universitetshospital giver patienter, der bliver fotograferet, deres samtykke til, at hospitalet må bruge billederne på Instagram. Men derfor er det stadig kritisabelt, mener Stine Skovhus.
- Nogle patienter kan måske føle sig presset til at sige ja. De kan tænke; når nu den søde sygeplejerske har været sød ved mig, må jeg også være sød ved hende, siger hun.
Artiklen fortsætter under opslaget
Det er forkert, at sygeplejersker laver opslag med gaver fra patienter, mener Stine Skovhus.
Stine Skovhus har også stødt på andre etiske dilemmaer.
- På et af billederne har en sygeplejerske lagt et billede ud af en æske chokolade, som vedkommende har fået i gave af en patient. For det første skal man ikke tage imod gaver, selv om det indimellem sker. Men ved at lægge billedet ud, kan andre patienter måske tænke; får jeg en bedre behandling ved at give gaver til de ansatte?
Forkert brug af skattekroner
Helt galt kan det gå, når sygeplejersker linker til deres private Instagram-profiler på hospitalets side, mener Stine Skovhus.
- Her har man jo private billeder af sig selv, og så er det jo ikke så hensigtsmæssigt, hvis man optræder i gennemsigtigt blondeundertøj.
I det hele taget mener Stine Skovhus, det er dumt at bruge skattekroner på sociale medier som arbejdsredskab. Men hvis ikke det droppes, skal det i hvert fald være kommunikationsansvarlige og sygeplejefaglige medarbejdere, der står for det. Folk, der er fagligt rustet til at overveje, hvilke etiske dilemmaer, der kan opstå, og hvordan sygeplejersker italesættes på sociale medier.
Foruden jobbet på Rigshospitalet læser Stine Skovhus en kandidat i sygepleje på Aarhus Universitet i Emdrup i København.
Avisen.dk arbejder på en kommentar fra Aarhus Universitetshospital.
"Her har i udstyret, der har været oppe i patienten, efter det er blevet gjort rent," indledes dette opslag fra Aarhus Universitetshospitals instagramprofil.