En koalition af investorer fra 12 rige lande, der til sammen repræsenterer over 16 billioner kroner i investeringer, opfordrer nu erhvervslivet til at tage deres rapportering om miljø og sociale forhold mere alvorligt.
Investeringsorganisationerne ønsker bedre styring af firmaers ansvar overfor mennesker, samfund og kloden. Det gælder såvel for aktiviteter i fattige som rige lande.
Pengefolkene, herunder storbanken Nordea samt norske og svenske pensionsfonde, henvender sig nu direkte til andre internationale virksomheder.
Mange snyder
Adskillige virksomheder fra hele kloden har meldt sig under de 10 gode og fornuftige principper kaldet Global Compact (UNGC), der udgør et sæt regler for god erhvervsførelse. Det gælder om respekt for menneskerettigheder, gode forhold for ansatte, miljøbevidsthed og afvisning af korruption.
Problemet er bare, at ikke alle efterlever de fine principper, som de pynter sig med.
Siden 2005 har Global Compact set sig nødsaget til at smide 3.123 virksomheder ud af de fine selskab, fordi de uretmæssigt har pralet med deres gode opførsel.
For at stå på listen skal de dokumentere, at de gør tingene ordentligt.
At deltage i Global Compact er ikke kun pæn pynt. Filosofien bag det høje niveau af selvjustits, åbenhed og sunde principper for erhvervsudøvelse skulle gøres virksomheder mere levedygtige på langt sigt.
Mange af de deltagende virksomheder ventes at møde op ved den globale miljøkonference Rio+20 i juni.
Gode principper
FN har sammen med erhvervslivet fastlagt principper for ansvarlige investeringer (UNPRI). Investorerne, der alle har skrevet under på principperne, forsøger nu at få 118 andre store virksomheder med på holdningen om åbenhed. At investere ansvarligt er en global trend.

Omtalte investorgruppe, der køber aktier og firmaobligationer for formuer på alverdens børser, henvender sig til 118 af Global Compact underskrivere for at få 29 af dem til at oppe sig og indlevere de skyldige rapporteringer eller for at påvirke andre til at deltage.
Gruppen af 118 virksomheder har tilsammen markedsværdier på 13 billioner kroner. De 29 UNGC virksomheder, der ikke rapporterer som de har lovet, har markedsværdier på 700 milliarder kroner.
Dårlig samvittighed
[pagebreak]Global Compact er en fin international status at pynte sig med i forbindelse med såkaldt CSR, Corporate Social Responsibility, som firmaers sociale ansvar hedder på dansk.
Erfaringen mellem 2008 og 2011 viser, at når de tunge pengefolk som nu skammer deres kolleger i erhvervslivet, tager 40 procent af efternølerne sig sammen, og rapporterer korrekt. Global Compact er en form for selvjustits.
Sidste år fik investorgruppen 13 virksomheder til igen at blive aktive og 10 blev sparket ud af Global Compact. Andre 10 står stadig på listen over nølere.
Den gruppe, som investorerne nu skubber til for at skaffe flere deltagere i Global Compact, kaldes internationale anførere. Blandt dem er danske Novo Nordisk, Coloplast og Novozymes.
Det nytter tilsyneladende noget, når investorerne skubber til firmaerne. I 2011 meldte 211 i målgruppen for initiativet sig ind i Global Compact.