Der er gode grunde til, at alle elefanter i den indiske delstat Uttar Pradesh og andre steder er dækket til. Det gælder især dem af sten, træ og andre materialer. Og så er en mængde statuer også dækket til. Det hele drejer sig om en lokal politiker .
Førsteminister i denne stat, der med 200 millioner indbyggere befolkningsmæssigt er større end Brasilien, hedder Kumari Mayawti. Hun har stor forkærlighed for på skatteydernes regning at rejse statuer af sig selv, andre ledere og af hendes partis symbol, elefanten.
Valgkommissionen i Uttar Pradesh har besluttet, at alle disse symboler på den allestedsnærværende politiker skal tildækkes for at sikre et retfærdigt valg. Statuerne kunne jo påvirke vælgerne. Og der er virkelig mange af dem.
Påvirker national politik
Lokalvalgene i Indien er kaldt alle valgs moder, fordi fem delstater i perioden februar til marts vælger deres nye ledelse. Især delstatsvalget i nordøstlige Uttar Pradesh vil kaste kraftige skygger ind over national politik.
Først i 2014 skal der være nationale valg i Indien, men allerede nu er nerverne på højkant i den storpolitiske semi-finale. Det sværmer med nationalt kendte politikere, der i helikoptere sænker sig ned over små og store byer.
Den måske mest kendte er Rahul Ghandi, leder af Kongrespartiet og medlem af den regerende forenede progressive alliance, UPA, i national politik. For Ghandi er det særdeles vigtigt at hans parti klarer sig godt i Uttar Pradesh.
Håbet er, at Kongrespartiet sammen med socialisterne kan vriste magten fra Mayawati i Uttar Pradesh. Det kunne blive en model for en ny national koalition i Delhi.
Kampen er op ad bakke. Mayawatis parti fik ved sidste valg 206 ud af statens 403 pladser i parlamentet – Kongrespartiet kun 22. Rahul Ghandi kunne med overbevisende resultater blive Indiens næste premierminister. Han satser derfor stort.
[pagebreak]Først den 6. marts bliver resultaterne af syv runder afstemninger i Uttar Pradesh offentliggjort. Også delstaterne Goa, Punjab, Manipur og Uttarakhand har valg.
Suveræn leder
Den person, som alle holder øje med, er netop førsteminister i Uttar Pradesh, Mayawati, som i 2007 med sit Bahajun Samaj Parti (BSP) tog magten med et flertal. Hun regerer enerådigt overfor en splintret opposition.
Hun kandiderer nu til sin femte regeringsperiode i dette valg. Afhængigt af sine resultater i hjemstaten forventes hun at gøre sit indtog i national politik.
Mayawati er dalit, tidligere kaldt kasteløs, og en politisk gigant i Uttar Pradesh. Hun markedsfører sig selv råt som dalit og ud af fattige kår, mens hun samtidig er blevet endog overordentlig velhavende i sin regeringsperiode.
Flere sager imod Mayawati har vist, at hun ejer værdier for millioner af dollars, helt ude af proportioner med hendes indkomst som førsteminister. Hun er en af Indiens 20 største skatteydere. Sidste august afviste højesteret i Delhi beskyldninger om korruption imod hende, idet hun offentliggjorde listen af donorer.
Hun beskylder alle modstandere for at have kaste-mentalitet, selv om det hinduistiske kastesystem officielt er afskaffet i indien. For eksempel mener hun, at centralregeringen tilbageholder formuer, der skulle gå til hendes delstat, hvor mange er netop dalitter.
Interessen er stor
Mayawati er et politisk kultfænomen selv om alle hendes modstandere drømmer om, at hendes enorme kilde af dalit-stemmer måske er ved at tørre ud. Når hun stiger ned fra himlen i sin helikopter er de begejstrede folkemængder enorme.
Men også en national leder som Rahul Ghandi og de andre ledere fra Ghandi-dynastiet tiltrækker store folkemængder på op til 100.000 fremmødte. Valgdeltagelsen i første runde i staten var over 60 procent.
Den siddende Manmohan Singh regering anses for træt og udmarvet og i udpræget grad hæmmet af stribevis af enorme korruptionsskandaler.