Politiet vil efterforske, om den sigtede i sagen om bortførelsen af en 13-årig pige på Sydvestsjælland kan kobles til det uopklarede drab på Emilie Meng.
Det bekræfter Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs mor, til B.T.
- Jeg har været i kontakt med politiet, som har bekræftet, at de selvfølgelig også vil kigge på Emilie Meng-sagen, siger advokaten til B.T.
Hun fortæller, at hun har fået besked fra politiet, efter at hun mandag gik i pressen og opfordrede til, at en eventuel kobling mellem de to sager ville blive efterforsket.
Mandag blev en 32-årig mand varetægtsfængslet på en mistanke om at have bortført og voldtaget en 13-årig pige ved Kirkerup på Sydvestsjælland. Pigen blev fundet søndag eftermiddag.
Emilie Meng forsvandt 10. juli 2016 i Korsør, da hun var på vej hjem fra en bytur. Hendes lig blev fundet et halvt år senere.
Mai-Brit Storm Thygesen er bistandsadvokat for den dræbte Emilie Mengs mor. Hun har ønsket, at politiet også efterforsker Emilie Meng-sagen i relation til en ny bortførelsessag om en 13-årig pige. Politiet har over for advokaten bekræftet, at man vil undersøge det. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
/ritzau/