Stadig flere familier i Indien vælger at få fosteret fjernet, når de finder ud af, at deres andet barn er en pige, og de i forvejen har en pige.
Ny research viser, at op til seks millioner piger er blevet aborteret i de sidste ti år, blot fordi forældrene fandt ud af deres køn.
Forældre ønsker ikke længere store familier, men det betyder, at det er vigtigt at få en søn.
Det er især rige og mere veluddannede familier, der fravælger pigerne. De har bedre råd til undersøgelser, der kan bestemme et fosters køn samt til at betale for aborten.
Sker overalt i landet
Den ny research er publiceret i det anerkendte medicinske tidsskrift, The Lancet. Det er ikke nyt, at inderne har en tendens til at fravælge pigefostre. Det har man observeret siden Indiens første folketælling i 1871.
Det nye er, at det er blevet en meget almindelig praksis overalt i landet, og at den indiske regerings forsøg på at stoppe det overhovedet ikke har virket.
Regeringen forbød i 1996 at få fostrets køn at vide efter ultralydscanninger. Læger må ganske enkelt ikke fortælle nysgerrige forældre, om de får en dreng eller en pige. Men den lov har altså ikke virket efter hensigten.
Ingen regulering
”Det er usandsynligt, at loven har haft nogen effekt på landsplan," skriver forfatterne i The Lancet. Problemet er, siger de, at kun få læger og jordmødre er blevet hevet i retten og dømt.
"Vi er ikke overrasket over den manglende retsforfølgelse, da forældrene går til private udbydere af lægelige ydelser, der ikke er reguleret af sundhedsmyndighederne,” skriver forfatterne.
Den seneste folketælling i Indien viser, at der er omkring 7.1 millioner færre piger end drenge under 6 år. Eller sagt på en anden måde: der er 914 piger for hver 1.000 drenge.
Og udsvinget bliver stadigt større. Tilbage i 2001 var der 6 million færre piger og i 1991 blot 4.2 millioner færre.
For dyrt at have piger
Forfatterne til den ny research anslår, at mellem 3 og 6 millioner piger er aborteret mellem 2000 og 2010. Tallet er 12 millioner, hvis man ser over en 30-årig periode.
Grundene til, at de indiske forældre ikke ønsker piger, er flere:
Der er stadig tradition for, at pigerne skal have en større sum penge med, når de skal giftes. Det koster familierne dyrt.
Desuden er der mere fremtid i en dreng. En pige giftes væk til en anden familie, mens drengen viderefører familien, kan tjene penge og passe forældrene på deres gamle dage.
Stadigt flere indere
Den nye folketælling i Indien viser, at der nu er 1.2 milliard indere. Det er lige så meget som befolkningerne i USA, Indonesien, Brasilien, Pakistan, Bangladesh og Japan tilsammen.
Kun Kina overgår Indien på befolkningstal.
Indien udgør dermed 17 procent af verdens befolkning, men har kun 2.4 procent af jordens overflade.
We are now over 17 percent of the world population, and India is 2.4 percent of the world’s surface area,
To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.