I de fleste daginstitutioner for børn i 0-6-årsalderen er den mandlige pædagog et sjældent syn.
Nye tal fra pædagogernes fagforbund BUPL viser, at kun 17 procent af pædagogerne i landets vuggestuer og børnehaver er mænd, og traditionelt set har kvinderne domineret småbørnsområdet.
Men i den selvejende daginstitution Idrætsbørnehuset Ingemannsvej på Frederiksberg er billedet anderledes.
Her dominerer mændene med 16 mandlige pædagoger og 11 kvindelige.
- Vores opgave er at gøre børnene klar til resten af livet, og man snyder børnene, hvis man sender dem i institution, hvor der kun er kvinder. For sådan ser resten af samfundet ikke ud, siger institutionens leder, Camilla Ulsted.
Ingen fnidder
Hun mener, at det er stedets idrætsprofil, der er med til at tiltrække de mandlige pædagoger, men peger også på en anderledes kultur og ledelsesstil.
- Vi er dybest set drevet som en privat virksomhed, hvor vi er ekstremt innovative og nytænkende. Strukturen er stram, forventningerne er høje og rammen er fastsat, men her får de lov til at være kreative og gøre, hvad de vil inden for den ramme, siger Camilla Ulsted.
Hun mener, at især de mandlige ansatte sætter pris på en struktureret og skemalagt hverdag og en kultur med mindre snak og mere action.
- Og her er der ingen fnidder i krogene og ingen sladder. Vi er ikke en kaffeklub, men vi går med det samme til hinanden, hvis der er noget.
Kun mænd på stuen
Som leder var hun med til at danne en vuggestuegruppe med tre mandlige pædagoger - og ingen kvinder.
- Her bliver pædagogerne ansat for de mennesker, de er. For mig handler det om at sætte mennesker sammen. Og de tre mænd var bare et vanvittigt godt match, fortæller Camilla Ulsted, der oplever, at forældre vælger at sende deres børn i hendes institution, netop på grund af de mange mandlige pædagoger.
Og selvom Camilla Ulsted gerne vil fremme ligestillingen, så vil hun ikke betegne institutionen som feministisk.
- Vi opfatter bare mennesker som lige, og det er det billede, børnene får med sig. De oplever, at mænd og kvinder kan klare de samme opgaver, siger Camilla Ulsted.
Hun fortæller, at ventelisten for en institutionsplads hos hende er lang, og at hun dagligt bliver ringet op af forældre, der forgæves ønsker en plads til deres børn i institutionen.

Idrætsbørnehusets leder Camilla Ulsted mener, at mænd er mindst ligeså gode til at yde omsorg, som kvinder. Foto: Maria Jeppesen