Det indiske parlaments underhus har tirsdag vedtaget et lovforslag, der formodes at gøre noget seriøst ved indiske politikeres korruption. Debatten for og imod har været voldsom og er langt fra afsluttet.
I mellemtiden er den kendte anti-korruptions aktivist Anna Hazare endnu en gang gået i gang med en sultestrejke, som skal presse kongressen til at vedtage en brugbar lov.
Ikke alene skal politikerne vedtage kontroller med sig selv, efter adskillige omfattende skandaler med ministre med fingrene i de offentlige kasser, men de kan ikke blive enige om at gøre organet uafhængigt af politisk kontrol.
Frådende over Kongrespartiets forslag
Loven kaldet Lokpal, som altså nåede gennem første runde støttet af det regerende Kongresparti, fik ikke to-tredjedeles flertal, hvilket ville sende den i retning af en tilføjelse til grundloven. Den skal også vedtages i overhuset.
Oppositionen har kastet sig frådende over Kongrespartiets forslag og udråber det til en gang håbløst grundlovsstridigt miskmask. De vil have forslaget tilbage i udvalg, hvilket vil gøre loven til et emne i valgkampen. Det ønsker regeringen bestemt ikke.
Et af de meget kritiserede punkter er, at alle Indiens delstater efter den endelige vedtagelse af Lokpal-loven er tvungne til at oprette et organ til bekæmpelse af lokal korruption. Oppositionen mener ikke, at den centrale regering kan diktere den slags.
Politikere i oppositionen forudser med nogen humor iblandet, at loven er helt umulig, fordi den vil sende samtlige folkevalgte i fængsel. Premierminister Manmohan Singh støtter den nu alligevel.
Ræven vogter
Ikke overraskende drejer debatten sig om myndighedernes mulighed for virkelig at gøre noget ved Indiens løbske korruption, hvor få beriger sig på samfundets vegne. Landets økonomi ville vokse hurtigere, hvis alle var ærlige.
Lokpal handler om at oprette et CBI, Central Bureau of Investigation, en permanent undersøgelseskomite, der af egen drift og efter anmeldelser skal tage mistanker om korruption op til undersøgelse. Der er rigeligt at gå i gang med i Indien.
Den stærke opposition i Bharatiya Janata Partiet (BJP) kritiserer, at CBI overhovedet vil være under regeringens kontrol. Singh mener, at lovforslaget helt og aldeles lever op til politikerne løfter til befolkningen.
[pagebreak]Hazare sultestrejker
I mellemtiden er 74-årige Anna Hazare igen ved at samle folkemængder omkring sin sultende krop for at gennemtrumfe sin kritiske holdning til politikernes ageren.
Denne gang vil han sulte i tre dage efter lægernes advarsler. Til gengæld hævder han, at 130.000 aktivister landet over vil vise deres forargelse over politikerne i New Delhi. Han håber, at de er urolige nok til at blive arresterede.
Hazare har før tvunget hånden på landets ledelse ... at der overhovedet er et forslag skyldes formentlig hans kritiske aktivister, der får stor folkelig opbakning. Han kalder den halvejs vedtage lov ”tandløs”.
Ved hans sulteseng er der gjort plads til 15.000 tilhængere, der kan hylde den hvidklædte aktivist, der har gennemført dette nummer adskillige lande i lokal og national politik. Han bruger landsfaderen Mahatma Ghandi som sin forbillede, men der kom ikke så mange som ventet.
Der er gået politik i det hele
Taktisk er det politiske spil genkendeligt fra så mange andre problemer, som politikere skal tage sig af. Oppositionen kritiserer og beskylder regeringen for at ville luske noget svagt igennem for at kunne fortsætte tyverierne.
Til gengæld kritiserer regeringen oppositionen for at ville sabotere deres strålende forslag for at udnytte problemnet politik og måske fortsætte deres egne ugerninger til skade for befolkningen.
Premierminister Singh sagde i sin tale i henhold til India Times, at der er tale om en fremtidens lov, der skal rette op på nutidens utilstrækkeligheder. ”Lad os ikke ødelægge alt det, vi nyder, for at bekæmpe korruption,” sagde han og mindede om, at vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner.