Hendes ryg er smertefuld og skæv, hendes Parkinsons sygdom stærkt forværret, og sidste jul vurderede Kvickly, at hun maksimalt kunne arbejde halvanden time to gange om ugen med tre pauser undervejs.
Alligevel modtog Ulla Astrup Jensen i forgårs et brev, hvor et udvalg i handicap, social og psykiatri i Struer Kommune indstillede til, at hun fik afslag på sin ansøgning om førtidspension.
Her kan du læse mere om, hvordan det sociale oprøre i den seneste tid har spredt sig fra København til Struer.
- Vi er grædefærdige. Det er jo vores liv, der er slået i stykker. Nu kommer vi ikke videre, siger Ulla Astrups mand, Erling Astrup Jensen, til Folkebladet Lemvig, der har fulgt sagen tæt.
Begrundelsen for afslaget er, at Ulla Astrup skal opereres til september for at få genoprettet ryggen, og derfor vurderer kommunen, at der er mulighed for, at hun kan komme i arbejde igen efter nogle års genoptræning. Den tror Erling Astrup ikke på.
- Hun kan ikke arbejde, og selvom operationen får rettet hende op, ødelægger den nogle nerver, så hun stadig vil være i store smerter. Så er der jo også hendes Parkinsons sygdom, der kun bliver værre og værre, siger han til Avisen.dk.

Sagen gør sygdommen værre
Siden marts i år har Ulla Astrup Jensen været i jobafklaringforløb hos Struer Kommune, men ifølge Erling Astrup gør det kun helbredet værre for hans kone.
- Hun kan ikke holde til det pres, kommunen udsætter hende for. Hun har brug for ro omkring sig, og den operation hun skal igennem nu er meget stor, så hvis ikke hun får lidt ro, er vi nødt til at udsætte operationen, så hun kan holde til den. Ellers er hun her ikke mere, siger Erling Astrup.
Gennem det sidste stykke tid har han kunnet mærke, at slaget med kommunen har taget hårdt på Ulla Astrup.
- Når hun står op om morgenen, vasker hun sig og sætter sig i stolen igen. Der bliver hun siddende hele dagen. Sygdommen gør hende meget træt, men alt det her har kun gjort det værre, siger Erling Astrup.
Artiklen fortsætter under videoen.
Førtidspensionen ville være et mirakel
Selvom chancerne for at blive tildelt førtidspension ifølge Erling Astrup er ved at rinde ud, håber han stadig på, det, han selv beskriver som, et mirakel.
- Førtidspensionen ville åbne en masse døre. Det kunne betyde, at vi kunne tage i sommerhus i Frankrig, så hun kunne få lidt varme og ro til at komme sig, som hun ikke må nu, fordi hun skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ender afgørelsen om førtidspensionen med et afslag, ser udsigterne ikke gode ud, fortæller Erling Astrup.
- Hun kan jo ikke arbejde, så vi ville være nødt til at tage hende af arbejdsmarkedet, og så skulle vi leve på min indkomst, og det ville være hårdt, fordi jeg samtidig skal passe hende. Det vil nok betyde, at vi er nødt til at flytte ud af vores hus, siger han til Avisen.dk.
Torsdag den 31. august har Aktion systemets ofre indkaldt til støttedemonstration for Ulla Astrup, når hun og Erling Astrup skal til møde med Pensionsudvalget og få endeligt svar på afgørelsen om førtidspension.