Fodboldspilleren Nicklas Bendtner skal fra 3. januar 2019 og 50 dage frem afsone sin fængselsdom med fodlænke.
Det oplyser hans advokat, Anders K. Nemeth, i en mail til Ritzau.
- Til orientering kan oplyses, at Nicklas Bendtner påbegynder sin fodlænkeafsoning 3. januar 2019, og ser frem til at få forløbet vel overstået, skriver advokaten.
Nicklas Bendtner er af Byretten i København idømt 50 dages fængsel for vold mod en taxachauffør.
Voldsepisoden fandt sted natten til søndag 9. september i år. Taxichaufføren pådrog sig et dobbelt kæbebrud og blev efterfølgende opereret.
/ritzau/