På bagenden af fire københavnske busser kan man lige nu se reklamer fra det stærkt nationalistiske Danskernes Parti.
Det har fået rigtig mange danskere op i det røde felt.
Bare i løbet af den sidste time har vrede borgere skrevet 101 opslag på busselskabets Facebook-side.
En af de stødte borgere skriver blandt andet:
"Fy for helvede Movia. Hvordan kan i leve med jer selv, når I tjener jeres penge på at reklamere for erklærede nazister. I er en skamplet på landet og burde ikke have lov at løfte opgaver for samfundet, med jeres menneskefjendske og griske reklamepolitik in mente."
Shitstorm på Facebook
Vi har samlet et par eksempler på de vrede kommentarer.



Fjernede kampagne mod ulovlige bosættelser
Mange af de vrede Facebook-brugere pointerer, at Movia tidligere fjernede en reklamekampagne mod israelske bosættelser i palæstinensiske områder.
Dengang forklarede Movia, at annoncerne var "unødigt stødende". Derfor fjernede selskabet reklamerne efter at have modtaget over 100 klager fra personer, som var vrede over kampagnen.
Læs mere: Movia fjerne stødende kampagne fra busser
Om de over 100 vrede kommentarer på Facebook på bare en time kan få taget reklamerne af bussen, vil tiden vise.
Movia: Lovlige annoncer
Busselskabet selv fortæller, at de godt kan forstå, at nogle måtte blive stødt over annoncerne.
Men selskabet kan ifølge dem selv ikke afvise reklammen, da den lever op til deres retningslinjer.
"Movia kan imidlertid ikke med hjemmel i vores reklameregler afvise en reklame for Danskernes Parti, da vi generelt tillader reklamer for politiske partier, og reklamen ikke i sig selv er ulovlig," skriver Movia i et skriftligt svar til Avisen.dk.
Danskernes Parti: Orkestreret shitstorm
Den voldsomme reaktion på Facebook er ikke noget, der kommer bag på partiet bag annoncerne.
Formanden for det højrenationale parti Daniel Carlsen mener dog, at det hele er orkestreret af den yderste venstreføj.
- Jeg vil kalde det en koordineret eller organiseret shitstorm, som overhovedet ikke er overraskende. Det er ikke noget, der er specielt folkeligt, siger Daniel Carlsen.
Han kan heller ikke se det stødende i at busserne bærer deres annoncer.
- Det er en meget rolig annonce. Jeg synes ikke, at der er noget bombastisk. Så selve annoncen udformning kan jeg ikke se, at der skulle være noget stødende i. siger Daniel Carlsen.
Når folk i kommentarerne sætter lighedstegn mellem Danskernes Parti og nazisme, er det ifølge Daniel Carlsen retorik fra den yderste venstrefløj.
Læs også: 18-årige Daniel er nazist: Hitler er forbilledet
Og selvom den nu 25-årige formand tidligere var erklæret nazist og så Hitlers tanker om et rent Tyskland som "et forbillede for Danmark", holder han fast på, at det nu er fortid.
- Hvad min fortid har at gøre med min nutid, kan jeg ikke se. Jeg synes, at jeg har taget et fint opgør med det. Jeg synes ikke, at der er noget i Danskernes Partis politik, man kan sammenligne med nazismen, siger Daniel Carlsen.