HUM-rådet på Københavns Universitet langede i sidste uge ud efter undervisningsminister Esben Lunde Larsen (V) på facebook - uden at have tjekket op på fakta.
De spydige studerende beskyldte ministeren for at give dem en nødløgn, da han takkede nej til at deltage i et debatmøde om nedskæringer på universitetet for i stedet at kunne tage i biografen og se James Bond.
Ministeren takkede ganske rigtigt nej til de studerende med den begrundelse, at han var i finanslovsforhandlinger. Men da HUM-rådet samme aften faldt over et en selfie af Esben Lunde Larsen i biografmørket sammen med kollegerne Morten Østergaard (R) og Jacob Elleman-Jensen (V) rullede beskyldningerne om hykleri og løgn.
Senere viste det sig dog, at filmvisningen ikke faldt sammen med de studerendes debatmøde, og at Esben Lunde Larsen ikke havde løjet over for de studerende.
Men da var det for sent. Hurtigt var en større storm under opsejling på sociale medier, og hykleri-vinklen fra HUM-rådet gik viralt.
Det skriver politisk digital ekspert på TV 2 Benjamin Rud Elberth, som er klummeskribent på altinget.dk.
"...et tweet om Lunde Larsens ”løgn” bliver ugens mest retweetede i Danmark. Imens forsøger både ministeren og særlig rådgiver Marie Hjortdal at forklare sagens rette sammenhæng på Facebook og Twitter.
Selvom sagens rette sammenhæng bliver klar for landets journalister, dropper de fleste historien igen og Lunde Larsen står tilbage som den hykleriske minister.
"For journalisterne skriver selvfølgelig ikke historien, når den ikke er der. Rubrikken ”Lunde Larsen lagt uretmæssigt for had på sociale medier” er ikke en nyhed, der kan sælge eller bære en artikel. Og den ville aldrig blive delt lige så meget som forargelsen over Lundes hykleri. For danskerne deler forargelse og ikke dementier," skriver Benjamin Rud Elberth.
Selvom rygtet om Lunde Larsen er falsk, havde over 4000 danskere en lille uge senere på Facebook delt et opslag, hvor Lunde kaldes hykler, mens twitter-brugere med over 100.000 følgere stadig havde hykleri-tweetet stående på deres Twitterprofil.
HUM-rådet har senere beklaget deres opslag på facebook. Se undskyldningen herunder.
Esben Lunde-Larsen kunne ikke komme til stormøde på KUA i dag, grundet finanslovsforhandlinger. Esben selv har lige lagt...
Posted by HUMrådet på KU on 27. oktober 2015