Landets folkeskoler bør ifølge Liberal Alliance og partiets leder Alex Vanopslagh kunne gå konkurs, hvis økonomien ikke hænger sammen.
I et interview med Jyllands-Posten siger Alex Vanopslagh og partiets børne- og undervisningsordfører Helena Artmann Andresen, at folkeskolerne bør gå fra at være ejet af kommunerne til at være selvejende.
- Vi vil forankre ejerskabet på skolen fremfor i kommunerne, fordi vi grundlæggende tror på, at skoleledelsen og lærerne ved bedst, hvordan man driver en skole, siger Alex Vanopslagh til Jyllands-Posten.
Liberal Alliances vision er, at skolerne stadig skal være offentligt finansieret, men skolebestyrelserne bliver ansvarlige for den enkelte skoles drift.
Bestyrelsen skal derfor blandt andet kunne hyre og fyre skolelederen. Modellen således også, at folkeskoler skal kunne gå konkurs.
- Det skal ikke være muligt at drive en dårlig skole i flere år uden konsekvenser. Hvor eleverne er fagligt dårlige, og skolen ikke kan tiltrække nok elever. Der synes jeg i virkeligheden, at det er bedre, at den skole går konkurs, tilføjer børne- og undervisningsordfører Helena Artmann Andresen.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ventes, at indkalde til skoleforhandlinger i begyndelsen af næste år.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix