Den afdøde dynekonge Lars Larsen kunne have haft en rolle i en af de mest sete danske film.
Lars Larsen blev nemlig tilbudt i filmen "Klovn - The Movie" fra 2010, fortæller Jysks tidligere pressechef, Jonas Schrøder, til erhvervsmediet Finans.
Lars Larsen blev ikke kun tilbudt en plads på listen over gæsteroller. Han skulle også - i filmen - være en hemmelig leverandør af madrasser til luksusbordellet Alley Cat, som for nyligt afdøde Bent Fabricius-Bjerre i filmen var leder af.
- Jeg spurgte casteren: ”Hvad siger Casper? Hvad siger Frank? Og hvad skal Lars Larsen så sige i rollen?” Hun svarede: ”Jamen, sådan gør de ikke - de improviserer bare undervejs, forklarer Jonas Schrøder til Finans.
I "Klovn - The Movie" havde komponisten Bent Fabricius-Bjerre rollen som leder af luksusbordellet Alley Cat. Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Men det blev et nej tak til rollen. Og det var pressechefen som anbefalede Lars Larsen, at afvise tilbuddet fra Casper Christensen og Frank Hvam.
- Der var jo tale om to af Danmarks mest kendte standupkomikere, intet manuskript og et bordel. Så det var måske ikke så smart at sige ja, mente jeg. Men det endte jo med at blive en af de største biografsucceser. På den måde havde det nok ikke gjort så ondt på Lars Larsen at være med, siger Jonas Schrøder.
Han erkender, at han dybest set fortryder beslutningen i dag. Dengang mente han, at der var for mange ubekendte faktorer og at Lars Larsen ikke havde brug for at blive mere folkelig.
Frank Hvam og Casper Christensen bekræfter historien om Lars Larsens nej overfor Finans. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
840.000 har købt billet
"Klovn - The Movie" har solgt 840.000 biografbilletter og er på listen over alletiders mest sete danske film.
Udover Frank Hvam og Casper Christensen er navne som Mia Lyhne, Iben Hjejle, Lars Hjortshøj og Michael Carøe på rollestisten.
Lars Larsen skulle have gæsteoptrådt ligesom blandt andre Bent Fabricius-Bjerre, Jørgen Leth, Michael Meyerheim, Niels Helveg Petersen, Medina og Thomas Helmig.