Hundredtusindvis af kvinder har været på gaden i Indien, efter at en kvindelig læge fredag ifølge politiet blev udsat for voldtægt og myrdet på et hospital.
Voldtægten og drabet på den 31-årige læge har antændt vreden over manglen på sikkerhed for kvinder - særligt om aftenen og natten.
I en demonstration under navnet "genvind natten" gik kvinder på gaden i flere indiske byer ved midnat onsdag lokal tid. Torsdag er det Indiens uafhængighedsdag.
- Vi er kommet her for at kræve retfærdighed, for selv jeg har en datter. Jeg er bange for at sende hende nogle steder. Jeg er bange for at sende min datter afsted for at studere, siger Rinky Ghosh, som deltager i en demonstration i Kolkata, til Reuters.
- Så jeg er her i dag, fordi der må gøres noget. Denne uretfærdighed må høre op, lyder det videre.
Fredag blev en kvindelig læge fundet død på et universitetshospital i Kolkata, efter at hun havde været på arbejde.
Nogle af lægens kolleger har fortalt Reuters, at hun havde trukket sig tilbage for at sove på et stykke gulvtæppe i et undervisningslokale, fordi der var mangel på sovesale og hvilerum for lægerne. Det gjorde hun efter en vagt på 36 timer ifølge kollegerne.
Hun blev fundet død fredag. Ifølge en medicinsk rapport, som Reuters har set, blødte hun fra mund og øjne og havde skader på ben, mave, ankler og højre hånd og finger.
Offerets forældre mistænker ifølge den indiske tv-station NDTV, at deres datter er blevet udsat for en gruppevoldtægt.
I en tale i den indiske hovedstad, New Delhi, torsdag morgen udtrykte premierminister Narendra Modi ifølge AFP "smerte" over vold mod kvinder. Han adresserede dog ikke specifikt mordet på den 31-årige kvinde.
- Forbrydelser mod kvinder bør efterforskes hurtigt. Monstrøs adfærd mod kvinder bør straffes hårdt og hurtigt, lød det fra Modi.
Også læger og hospitalspersonale har krævet bedre sikkerhed på arbejdspladsen.
Tilbage i 2012 blev en ung kvinde udsat for en gruppevoldtægt i en bus New Delhi. Den 23-årige kvinde døde to uger senere af sine kvæstelser.
Sagen blev set som et vendepunkt i holdningen til kvinders sikkerhed i Indien. Den udløste store protester, der endte med, at loven blev strammet, blandt andet så der hurtigere kunne fælles dom i sager om forbrydelser mod kvinder.
Men ifølge kritikere er situationen for indiske kvinder ikke blevet forbedret i de mellemliggende år.
Data fra Indiens nationale kriminalregister (NCRB) steg antallet af forbrydelser mod kvinder med fire procent i 2022 sammenlignet med året før.
/ritzau/Reuters