Den 32-årige kvinde, der fredag aften blev fundet dræbt af flere knivstik i en park i Herlev, var synligt gravid.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse lørdag formiddag.
- Vi står med et bestialsk drab på en gravid kvinde og ingen gerningsmand. Så det er ekstremt vigtigt, at vi får henvendelser fra borgerne i den her sag, lyder det fra politikommissær Hans Christian Tonnesen.
Den foreløbige efterforskning peger på, at hun befandt sig i Elverparken i Herlev for at lufte hund - en golden retriever. Hun var klædt i olivengrønt regntøj og blå gummistøvler.
Cirka klokken 19.15 fredag aften blev hun fundet af en tilfældigt forbipasserende. Kort efter blev hun erklæret død af en akutlæge.
Politiet efterlyser nu personer, der har befundet sig i parken mellem klokken 18.30 og 19.30.
- Vi vil gerne i kontakt med alle, der gik igennem parken i det tidsrum i går aftes. Også dem der ikke umiddelbart har set noget mistænkeligt, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen.
- Vi har brug for deres viden for at kunne kortlægge nøjagtig, hvad der skete i parken op til findetidspunktet, siger han.
Ifølge politikommissæren har man allerede fået en del henvendelser fra borgere, men politiet har brug for endnu flere.
Ifølge politiet tyder det på, at hun gik ind i Elverparken ad indgangen ved Snehvidevej.
Københavns Vestegns Politi arbejder lørdag formiddag med en række spor i sagen, men ifølge Hans Christian Tonnesen er ingen anholdt eller mistænkt.
- Vi har i øjeblikket ikke noget sted at rette vores mistanke hen, lyder det fra politikommissæren.
Han vil ikke kommentere efterforskningen yderligere.
Politiet kan kontaktes på 43861448.
/ritzau/