Den kendte danske komiker Torben Chris har skabt vild aktivitet på facebook. Årsagen er, at han har delt et nøgenbillede af sig selv, hvor han tager bad med sin datter.
Ifølge komikerens egen update, gør han det for at gøre op med den nøgenhedsforskrækkelse og frygt for pædofili, han mener eksisterer i samfundet. Et emne, som han har lavet sjov med i sit onemanshow "Jydelogik".
Torben Chris skriver blandt andet i sin opdatering: "... Nøj hvor der også er kommet mange skræmmende tåbelige eksempler fra folk, der er blevet beskyldt for pædofili eller opfordring til pædofili fra velmenende tosser. En fortalte, at han var blevet anklaget for pædofili af en fremmed mand, fordi han badede med sin 2 årige datter.. En anden var blevet advaret om at "opfordre" til pædofili, fordi han havde delt et billede af en fransk fletning på sin 11 årige datters bare ryg, på de sociale medier ..."
Derpå slår han sin pointe fast: "Hør her: Børn og voksne må gerne være nøgne sammen".
Artiklen fortsætter under billedet
Jeg har aldrig fået mere positiv respons på nogen joke, end den jeg lavede om NØGENHEDSFORSKRÆKKELSE i mit one man show ...
Opslået af Torben Chris på 13. december 2015
Efterfølgende er det væltet ind med positive kommentarer, likes og skulderklap til komikeren.
Næsten 23.000 har mandag eftermiddag liket opslaget, som er blevet delt over 2.200 gange, og stort set samtlige kommentarer udtrykker respekt for komikerens synspunkt.
Anette skriver for eksempel:
"Dejligt der er en der tør tage emnet op. Der er da ikke noget at sige til, at de unge i dag har sådan et forkvaklet billede af kroppe og især deres egen krop. Hvis en mor eller far ligefrem kan blive beskyldt for pædofili fordi barnet ser dem nøgne er jo så politisk ukorrekt som noget kan være ..."
Også Mikkel finder det befriende, at Torben Chris tør tale om emnet:
"Tak for et dejligt fantastisk friskt indspark i debatten! Det er rart at der er nogen der tør sige det vi andre tænker! Jeg må da indrømme at jeg også er gået i karbad med min søn indtil flere gange, endda helt og aldeles afklædt. Der er fandme ikke noget galt i at tage bad med sine børn! Det er da helt normalt!"
Et par brugere har endda valgt selv at dele billeder, hvor de er i bad med deres børn.
Der er dog også enkelte skeptiske kommentarer blandt indlæggene:
Rusmira mener for eksempel, at Torben Chris går fra 'en yderlighed til en anden':
"Nu er man hysterisk over pædofili. så går man i en anden yderlighed. Jeg har ikke været i bad med mine forældre, jeg har ikke været nøgen i bad med mine børn. Alle fungerer normalt og vi har sund tilgang til nøgnehed som er selvfølgelig naturlig men også ens intim sfære. Sex er også naturlig men igen intim sfære. Kan ikke lide at folk går fra den ene yderlighed til den anden og tænker enten eller. Heldigvis er vi frie at gøre som det passer os, så længe vi respekterer hinandens grænser (...)"